Fredfyldt åbningsdag på Northside Festival
Traditionen tro er Northside kommet fra land uden de store problemer, melder Østjyllands Politi.
Politiet har muligvis haft god tid til at slå ørene ud til Lukas Graham og Iggy Pop ved førstedagen af Northside Festival.
Østjyllands Politi melder nemlig om en fredfyldt åbning på festivalen, der er foregået uden anholdelser.
»Det er forløbet stille og roligt, og der har umiddelbart ikke været nogen ballade eller nogen sager,« siger Peter Halmstrøm, vagtchef ved Østjyllands Politi.
En rolig åbning er efterhånden blevet en tradition for politiet, når det handler om Northside Festival. Flere år i træk har festivalen været en rolig omgang uden store optræk til problemer for politiet, der roser publikummet.
»Det handler meget om det publikum, vi har at gøre med. Erfaringen viser, at det ikke er et publikum, vi har de store problemer med,« siger Peter Halmstrøm.
Tidligere i år kom det frem, at landets største musikfestival Roskilde Festival af frygt for terror i år har besluttet at særuddanne frivillige ledere til at spotte mistænkelige personer og afvigende adfærd.
Østjyllands Politi har dog ikke følt samme anledning til at skærpe sikkerheden omkring Northside, og har ikke sendt flere politifolk til Ådalen end tidligere år.
»Vi er opmærksomme på, at der er mange mennesker dernede. Vi er nede og føre tilsyn, og så tager vi beskik af situationen. Men det kører sig selv, og der er lavet en plan fra arrangørenes side, og dem samarbejder vi med. Og det samarbejde er indtil videre gået godt,« siger Peter Halmstrøm.