Økologi rimer på alkohol

Aarhus-festivalen Northside, der i år afholdes for syvende gang i træk, har udviklet sig til meget mere end en tre dages musikbegivenhed. Inspirationen kommer bl.a. fra Oslo og Barcelona.

Artiklens øverste billede
Årets Northside-gæster får let ved at finde de økologiske varer: 90 pct. af produkterne i madboderne og 75 pct. af drikkevarerne er økologiske. Inspirationen kommer blandt andet fra udlandet. Arkivfoto

Rasmus Hørsted Jensen trasker rundt i det mudder, der endnu ikke er blevet dækket af flis, mens han både begejstret og lettere nørdet fortæller om kaffegrums, der kan affaldssorteres og bruges i gourmetsvampe og til sæbe.

Han ligner egentlig en ganske almindelig festivaldeltager med tætsiddende jeans, sneaks, solbriller og halvlangt hår. Men modsat majoriteten af de lidt over 30.000 weekendgæster i Ådalen, der få timer senere vælter ind på pladsen, går han mere op i bæredygtighed end Beck og Beach House.

»Vi er dem, der skubber på for at hæve procenterne,« siger han.

Sammen med otte andre fra bæredygtighedsbureauet WorldPerfect er Rasmus Hørsted Jensen tilknyttet musikfestivalen Northside som samarbejdspartner.

Der er også plads til musikken på den grønne festival: Rapperen Marvelous Mosell optrådte fredag på Green Stage. Foto: Tobias Nicolai

Da Northsides første koncerter blev afviklet i regn, grus og mudder på Tangkrogen tilbage i 2010, var det uden det samme grønne og miljøvenlige fokus, der er i dag. Dengang skulle man først lære at lave en festival, men efter WorldPerfects indhop fra sidelinjen i 2012, er der fra festivalens side år efter år lagt endnu et lag på.

»Og vi har skruet endnu mere op for alle elementer i år,« siger John Fogde, der er talsmand for Northside.

Miljøvenligt stenpapir

Northsides ambition om at skabe Danmarks mest innovative og bæredygtige musikbegivenhed skinner da også igennem: Der er ingen bilparkering. Boderne og barerne er bygget af miljømærket træ. Man kan købe stenovnspizza fra en 100 pct. selvforsynende bondemand. Plakater og flyers er trykt på miljøvenligt stenpapir. Der er yogaundervisning i en kolonihave. Søbogaard leverer økologisk vodka og gin, og der er etableret et samarbejde om bekæmpelse af madspild.

»Arbejdet med bæredygtighed og økologi udspringer af ejernes personlige værdier. Danmark er et af de lande, der går mest op i økologi, og vi synes efterhånden, at det vil være mærkeligt ikke at arbejde med det,« siger John Fogde, der fortæller, at inspirationen til en bæredygtig, økologisk og bynær festival med kunst og installationer stammer fra Øya Festival i Oslo, festivalen Coachella i Californien og festivalen Primavera Sound i Barcelona.

Joan Boesen (t.v.) Karen Birkelund mener, at det er fint, at Northside har en grøn profil med bl.a. en del økologiske varer. Foto: Tobias Nicolai

»Vi er på en eller anden måde det bedste fra de tre festivaler,« siger John Fogde.

Landets mest økologiske

I år har Northside sat barren historisk højt og garanteret, at festivalen bliver landets mest økologiske musikbegivenhed nogensinde med minimum 90 pct. økologiske produkter i alle madboder, mens økologiprocenten for drikkevarer ligger på 75.

Og så længe folk fortsat kan hygge sig og feste, som de gerne vil, bliver det store fokus på økologi og bæredygtighed ikke for meget, mener John Fogde.

»Vi har eksempelvis en ren og pæn plads hele vejen igennem, og det synes publikum alt andet lige er dejligere end at vade rundt i ølkrus og cigaretskodder. Når man gør det rigtigt, højner det oplevelsen hos gæsterne,« siger John Fogde, der fortæller, at man fra festivalens side har »prøvet at sørge for« at lave en justering, så merprisen ligger hos Northside og ikke hos forbrugerne.

Men »prøver at sørge for« er ikke nødvendigvis det samme som virkeligheden. Det er vel dyrere at tage på Northside end andre festivaler, fordi der er så stort fokus på eksempelvis økologi?

»Ikke nødvendigvis fordi det er økologisk, men fordi det er kvalitet. Vi har et meget højt niveau på det mad, vi sælger herude. Når vi laver sushi i hånden, østers, stenovnspizzaer og skænker champagne, er det klart, at det er dyrere end frysepizzaer nede fra Netto,« siger John Fogde og tilføjer:

»Men jeg vil ikke stå og sige, at økologi og ikke-økologiske varer koster nøjagtigt det samme, og at man ikke kan se det på prisniveauet. Vi har gjort, hvad vi kunne, for at tingene skal ligge på et rimeligt niveau.«

Hvor ligger krydsfeltet mellem at fokusere på økologi, bæredygtighed og samtidig sikre sig, at folk fortsat vil købe en billet, når det hele er lidt dyrere?

»Det er svært at sige. Vi har jo delt organisationen op, så det ikke går udover musikken. Nogle fokuserer på bæredygtighed, nogle fokuserer på mad og økologi, nogle fokuserer på indretning, og andre fokuserer på musik. Jeg synes, vi har et helt rimeligt prisniveau på både billet, øl og mad. Nogen vil jo sagtens kunne klare sig igennem på en fransk hotdog, men jeg håber ikke, der er nogen, der vælger os fra, fordi det er for dyrt.«

Rasmus Hørsted Jensen fra bæredygtighedsbureauet WorldPerfect samarbejder med Northside for at styrke festivalens grønne profil. Foto: Tobias Nicolai

Gæst: Helt fair

Blandt de mange tusinde gæster, der i de første timer blev budt velkommen af frivillige i ensfarvede t-shirts med smil, kropsvisitering, festivalarmbånd og ikke mindst en lun eftermiddagssol bag skyerne, var 28-årige Karen Birkeland og 27-årige Joan Boesen, der til daglig arbejder som henholdsvis tandlæge og økonom.

De to veninder fra Aarhus erklærer sig som »Northside-kendere« og er helt på det rene med, at den aarhusianske musikfestival har en grøn politik.

»Det er helt fair, men man skal ikke tro, man redder verden. Det er jo lidt trendy, feel good og buzzword-agtigt at fokusere på den grønne profil, og det er fint, men jeg synes ikke, det skal være hovedfokus,« siger Joan Boesen og understreger:

»Når man får lidt alkohol indenbords, betyder det nok ikke så meget, men jeg er sikker på, at det kan give rigtig mange gæster en god fornemmelse,« siger hun.

Hos veninden Karen Birkelund er »økologi ikke helt ligegyldigt«, men det er i højere grad fokusset på affald og madspild, hun fremhæver som en styrke hos Northside.

Gæsterne på Northside kan nyde et stort udvalg af økologisk mad og drikke på årets festival. Foto: Rune Aarestrup Pedersen

»Det giver god mening og er gode initiativer. Men i forhold til økologi synes jeg faktisk ikke, at priserne er så voldsomme, når man har fokuseret så meget på det. Hvis man i mange boder har økologiske varer, tror jeg, at folk automatisk køber det,« siger Karen Birkelund.

En lille times times tid før den danske sanger- og sangskriver Alex Vargas som den første artist åbner Blue Stage, går John Fogde rundt i et mørkt jakkesæt nær indgangen og pressezonen. Han taler med blandt andre frivillige, journalister og en større grupper af mennesker, der kræver hans opmærksomhed.

Er du talsmand for det, man kan kalde en luksusfestival?

»Jeg bliver stolt, når andre kalder Northside det. Jeg synes, vi laver en lækker festival med et stort fokus på kvalitet og gode forhold, hvor det er rent, pænt og rart at være her,« siger han.

Sådan er tonen også hos Rasmus Hørsted Jensen fra WorldPerfect, der mener, at Northside har en af de reneste festivaler, man kan komme på.

»Kodeordet er adfærd. Det handler om adfærdsfornyelse og om at få mennesker til at bruge den sunde fornuft,« siger han.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.