På kanten af normerne

Kunst: Den amerikanske fotograf Robert Mapplethorpe lod sig ikke begrænse, men var tværtimod en stærk fortaler for ytringsfriheden, som han fortolkede gennem sit kamera.

Artiklens øverste billede
Udstillingen af Robert Mapplethorpes fotografiske værker er med Aros’ beskrivelse sat op, som var det i en romersk villa med stramhed og elegance og romerske skulpturer. Foto: Casper Dalhoff

Av. Man ømmer sig lidt, når man går ud af det ottende rum på Aros’ nye store udstilling med fotografiske værker af Robert Mapplethorpe, en på mange måder grænseoverskridende kunstner.

For man får basket til sine normative forestillinger om kunst i dette rum, hvor den afdøde kunstner med tydelig selvindlevelse, men med et klart kunstnerisk blik illustrerer, hvad der også foregik i det homoseksuelle sadomasochistiske miljø, som han selv var en del af. Robert Mapplethorpe døde af aids i 1989, blot 42 år gammel.

»Vi har valgt at lægge det hele frem,« siger museumsinspektør Maria Kappel Blegvad, og det har hun helt ret i.

Et bud på 1,1 mio. dollars

Museet har dog skrevet en advarsel på væggen til Rum 8 om, at man kan risikere at føle sig udfordret i dette rum, som blot er ét af 10 på udstillingen. Den omfatter 182 værker med motiver af mennesker især. Nøgne, påklædte, poserende, med ryggen til eller smilende lige ind i kameraet.

En stor del af dem er lånt af den norske kunstsamler Stein Erik Hagen, der har 251 Mapplethorne-værker i sin Canica-kunstsamling, som er en af verdens største og den, der har flest af den amerikanske kunstners værker.

Museum Jorn i Silkeborg har netop udstillet hans lige så imponerende samling af Jorn-værker.

»Både Jorn og Mapplethorpe er ganske udtryksfulde og grænseoverskridende. Jorn er den største maler i vor tid, og hvad han var for maleriet, var Mapplethorpe for fotografiet. Jeg oplevede første gang hans værker i 2000 og var ikke i tvivl om, at jeg måtte opbygge en samling. Det har jeg gjort. Nogle af værkerne er unikaer, andre er der lavet 8-10 af,« fortæller Stein Erik Hagen, der var med på Aros torsdag, da udstillingen blev åbnet.

»Jeg har fået et bud på 1,1 mio. dollars på et af de værker, jeg har, men jeg sælger ikke. Når jeg har købt et værk, bliver det i min samling,« siger han og understreger, at han til gengæld gerne låner sine værker ud, fordi kunst har bedst af at blive set.

Det bliver Mapplethorpe også i hans eget hus og på hans kontor i Oslo.

»De er taget ned for at være her på udstillingen. Nogle af de mest hardcore fotos har jeg hængt op i mit bibliotek for at se, hvordan folk reagerer. Det gør de meget forskelligt,« smiler han.

Udstillingen er blevet uhyggeligt aktuel efter weekendens massakre på natklubben Pulse i Orlando, mener Aros-direktør Erlend Høyersten og tilføjer, at det gør debatten om Mapplethorpes kunst endnu vigtigere.

»Han er udtryk for to årtier – 1970’erne og 80’erne, som var en brydningstid, både politisk, socialt og kulturelt. Han var med til at flytte homoseksualitet fra at være en subkultur til at være en del af den mangfoldige kultur, som vi favner i dag. Hans billeder rejser spørgsmålet om, hvor grænsen for kunst går, og om der i det hele taget skal være en grænse,« siger han, der glæder sig til at opleve publikums reaktioner.

»Både kunstværkerne og de greb, vi har taget omkring dem, fungerer rigtig godt. Jeg tror, at publikum bliver begejstret. For mig er det først og fremmest et udtryk for en tidsalder og en ideologisk kamp, som blev taget, og som er en forudsætning for det liv, vi lever nu.«

Den historiske bevidsthed

Aktualiteten er der også med nutidens opmærksomhed på blufærdighed og en ny form for puritanisme, mener Erlend Høyersten.

»Mange af disse kampe om grænser er taget før, og man har troet, at når man havde vundet dem en gang, havde man vundet dem for altid. Det passer bare ikke, de skal vindes hele tiden. For mig handler denne udstilling om ytringsfrihed og om at skabe en historisk bevidsthed, fordi det historisk bevidste menneske kan agere i sin egen samtid på en helt anden måde end det naive menneske.«

Udstillingen omfatter også den helt nye dokumentarfilm, ”Robert Mapplethorpe – Look at the Pictures”, som man kan se fra bløde stole.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.