Analyse: AGF skal finde spillere, der kan lave mål. For målet er at nå over 40 scoringer

I Superligaen rykker man som regel ned, hvis man ikke laver 40 mål i en sæson. Og det er ikke altid en garanti.

Artiklens øverste billede
Selv om han kun spillede for AGF i sidste halvdel af sæsonen, blev Morten ”Duncan” Rasmussen topscorer med 10 ligamål – plus et enkelt i pokalfinalen. Foto: Gregers Tycho

AGF-lederen kiggede på træningen, sæsonen var ved at stramme til i bunden, og han konstaterede, at hans hold lavede alt for få mål.

»Vi skal lave over 40 mål for at redde os,« bemærkede han.

Det kom ikke til at ske, AGF rykkede ned i 2010, og bortset fra to tilfælde er det klubber, der har scoret under 40 mål, som har været de to nedrykkere fra Superligaen i de seneste 11 sæsoner. AGF har taget turen tre gange, 2006, 2010 og 2014.

Både i 2006 og 2010 evnede AGF blot at lave 36 mål, fire år senere lød totalen på 38; altså nedrykning.

Kun to klubber er rykket ned i en sæson, da de har lavet over 40 mål: Da AGF røg ud i 2006 var det sammen med Sønderjyske, der sparkede 41 bolde i kassen, Randers FC nåede samme antal i 2011, men endte med at rykke ud.

Med forbehold for at det giver et nyt billede, når strukturen i Superligaen ændres, er det værd at se nærmere på, hvordan AGF står før en frisk sæson.

Tre på skrivebordet

Nu er der 14 klubber, forskellen på top og bund kan blive mere udtalt med tre nye klubber fra 1. division. Men mon ikke, at der som altid skal sendes over 40 bolde i kassen, hvis en klub vil sikre sig en ny sæson i Superligaen.

AGF fik i foråret Morten ”Duncan” Rasmussen ind på holdet, han stod for 10 mål i Superligaen for AGF, en sum, der opvejede, at efterårets to mest scorende spillere, Kim Aabech og Mate Vatsadze, ikke fik megen spilletid i foråret.

Da sæsonen sluttede, stod AGF noteret for 47 mål, men tre af dem blev scoret på skrivebordet i 3-0-sejren over Hobro efter en dyst, som Hobro på banen vandt 2-1. Så er vi nede på 45 reelle træffere.

Seks blev scoret af Kim Aabech, fem af Mate Vatsadze, fire af henholdsvis Emil Nielsen, Ahmed Yasin, Morten Nordstrand (årets mål, ovenikøbet) og Aleksandar Cavric, og hvis Jesper Lange også stopper i AGF, er det 17 mål, AGF mister.

Det stiller store krav til, at de nye spillere, som sportschef Jens Andersson henter til. De skal kunne score regelmæssigt og tilmed være i stand til at servicere Morten ”Duncan” Rasmussen i forreste række, så han øger sin total væsentlig i forhold til foråret. For ellers kommer AGF til at mangle mål.

Danny Olsen kan score

Fra andet geled er det primært Danny Olsen, der er målfarlig. Seks gange har han scoret for AGF i den forgangne sæson, dernæst følger – fra den tilbageblevne stab – Stephan Petersen med tre træffere. Fra bageste række har Alexander Juel Andersen og Josip Elez begge scoret to gange, men kroaten er endnu blevet tilknyttet AGF på permanent basis efter sit lejemål.

Tallene viser tydeligt, at Morten ”Duncan” Rasmussens evner som målscorer betyder temmelig meget for AGF, hvor spillere som Elmar Bjarnason, Jens Jønsson og Daniel A. Pedersen skal fremtræde langt mere målfarlige, end de har gjort i den forgangne sæson. Islændingen Elmar Bjarnason skal dog krediteres, at han scorede tre vigtige mål i pokalturneringens afsluttende runder.

Mål er som regel lig med point, men naturligvis afhænger det af, om forsvaret er svagt. Det defensive fundament ser det ud til, at AGF har haft held til at bygge op; 49 mål i mod i 33 Superligakampe er hæderligt, især når man selv scorer næsten lige så mange.

Defensiven er stabil

I to af de sæsoner, som AGF er blevet sparket ud af Superligaen i, er der gået henholdsvis 63 og 60 mål ind, og det er trods alt svært at se, at det skulle gentage sig i den kommende sæson med en trænerstab, der konstant prædiker organisation og holdspil frem for alt.

Men det ændrer ikke på, at AGF i disse uger og måneder i transfervinduet i den grad skal hente offensive spillere. Og de nye skal helst have mål med.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.