Lufthavn er midlertidig
Den nye vandflyveplads i Aarhus skal flyttes om få år.
Etableringen af Danmarks første vandflyrute har været en kompliceret affære. Ifølge direktør Lasse Rungholm, Nordic Seaplanes, har det især været anlæggelsen af to lufthavne, som har kostet mange kræfter:
»Det lette er at flyve maskinen. Det kunne vi i forvejen. Det er alt det andet, som har været ekstremt bøvlet.«
Og så er det hele endda kun midlertidigt. Når Mols-Liniens terminal flytter til Østhavnen om senest tre år, skal vandflyvepladsen have en anden placering end den nuværende på Østhavnsvej 37.
»Når det kun er midlertidigt, skal vi holde omkostningerne nede og ikke bare bygge og bygge. Men hvis man selv vil lave det hele og ikke hyre dyre fagfolk, bliver det også ekstremt kompliceret,« betror han.
Han har været med i projektet i halvandet år, og den tid har været præget af ansøgninger om en lang række tilladelser. Først skulle der søges byggetilladelse til en hangar med alle de krav, det indebar. Dernæst skulle der indhentes byggetilladelse og miljøtilladelse.
Uddannelsen af piloter gav også lidt problemer med Trafik- og Byggestyrelsens afdeling for flyveskoler. For der fandtes ikke et program for vandflyvere.
En ny type flyveplads
»Det er en ny type pladser i Danmark, så der skulle laves helt nye regler. Den ekspertise, som findes, er to danske piloter, som er kaptajner på vandfly, og de er her i firmaet,« siger Lasse Rungholm.
Aarhus til København på 1 time: se den nye vandflyver
Dertil kom, at der skulle uddannes folk i brand og redning. Desuden skal Nordic Seaplanes leve op til de stramme regler på sikkerhedsområdet.
»Alt det, som foregår i en almindelig lufthavn, gør vi også her. Bare i mindre målestok.«
Tirsdag kom så den endelige tilladelse til selskabet.
»Nu glæder vi os bare til at komme i gang,« siger han.