Frivillig hjælp til pressede småbørnsfamilier
Organisationen Home-Start formidler kontakt mellem den trængte enlige forsøger eller familie og en frivillig, som i en periode kommer i hjemmet et par timer ugentligt og støtter med praktisk hjælp.
Sygdom, dødsfald eller manglende netværk.
Årsagerne til, at børnefamilier kommer under pres, kan være mange.
Hos organisationen Home-Start er der imidlertid hjælp at hente for de familier, der har brug for en ekstra hånd for at få hverdagen til at hænge sammen.
Home-Start tilbyder ugentlig støtte og praktisk hjælp til den pressede småbørnsfamilie i form af en frivillig, som organisationen selv kalder en familieven, der forpligter sig til at komme i hjemmet hos familien to timer hver uge gennem et halvt år.
Almindelige familier
Ifølge Kirsten Mortensen, der er ansat som koordinator for Home-Starts lokalafdeling i Aarhus, er det »ganske almindelige familier«, der i en periode mangler overskud til at få hverdagen til at hænge sammen, der henvender sig til Home-Start.
»Flere småbørnsfamilier har ikke mulighed for at få en håndsrækning fra familie, venner eller naboer, når hverdagen bliver presset, fordi de ikke har det netværk at trække på,« siger hun og tilføjer, at Aarhus i høj grad er en uddannelses- og tilflytterby.
Den aarhusianske lokalafdeling af Home-Start blev etableret i sommeren 2009 og har i dag tilknyttet 34 frivillige, der spænder i alderen 25-81 år.
Som lokalkoordinator er det bl.a. Kirsten Mortensens ansvar at hverve, uddanne og vejlede frivillige.
»De frivillige skal godkendes og gennemgå et 20-timers forberedelseskursus, før de sendes ud til familierne. På kurset bliver der bl.a. talt om grænser, normer og respekt og om, hvordan man agerer, når man træder ind i en andens hjem,« forklarer hun.
Ramte smertegrænsen
Sidste år sørgede Home-Start for, at 60 aarhusianske familier ugentligt fik hjælp fra en frivillig, oftest over en seksmåneders periode.
»I 2015 ramte vi smertegrænsen. Fremover vil det være mere realistisk, at vi i stedet hjælper mellem 35 og 40 familier årligt, da jeg løbende skal følge op på hvert enkelt forløb,« siger Kirsten Mogensen, der er den eneste ansatte i Home-Start Aarhus.
På nuværende tidspunkt har lokalafdelingen i Aarhus 18 familier på venteliste, mens seks frivillige venter på at komme på kursus.
Modtog stor donation
Home-Start Aarhus er primært finansieret af fondsmidler og donationer fra bl.a. Ole Kirk’s Fond, Tuborgfondet og Lions Club Århus Régina’s 25 års jubilæumsfond.
I slutningen af februar modtog Home-Start Aarhus senest en stor donation på 508.500 kr. fra Trygfondens regionale råd i Region Midtjylland.
»Donationen gør det muligt for os at klæde de frivillige endnu bedre på til at gå ind i mere komplekse familier,« siger Kirsten Mortensen og tilføjer:
»Forhåbentlig kan vi få kapacitet til, at vi hurtigere kan tilbyde hjælp til de familier, der har brug for det.«
Foruden donationer og fondsmidler har organisationen for nylig indgået en treårig samarbejdsaftale med Aarhus Kommune i forbindelse med det seneste budgetforlig.
Med den nye aftale bidrager kommunen med 250.000 kr. om året i en treårig periode med start i 2016.
Beløbet er ifølge Kirsten Mortensen med til at dække en del af de driftsudgifter, Home-Start Aarhus har.
Fortrolig indsats
Kravene for at modtage hjælp fra Home-Start er, at man har et barn i førskolealderen og selv ønsker at modtage hjælp.
Indsatsen er for familierne gratis og fortrolig, fastslår Kirsten Mortensen.