Aarhus vært for international konference om Arktis
I denne uge får Aarhus besøg af nordiske ministre, toppolitikere og førende danske og internationale forskere. Sammen skal de diskutere Jordens nordligste region, der er genstand for økonomiske interesser som aldrig før.
Imens polarisen i Arktis smelter, vokser nye økonomiske muligheder og interesser frem fra dybet; interesser med så stort et økonomisk potentiale, at der nu er brug for mere kontrol over Arktis.
Derfor har det danske forskningsministerium bedt lektor på Aarhus Universitet Michael Böss om at stå for en konference, hvor alle politiske interesser kan blive hørt sammen med resultaterne fra den nyeste forskning.
Da han i forvejen har ansvaret for MatchPoints Seminar, som hvert år siden 2009 har været afholdt på Aarhus Universitet, bliver de to interesser denne gang kombineret på et seminar torsdag og fredag. I øvrigt i tæt samarbejde med Aarhus Kommune.
Utilstrækkelig lovgivning
Flere eksperter fra bl.a. Aarhus Universitet mener, at lovgivningen i Arktis er utilstrækkelig. For hvis havisen smelter, bliver der plads til at udvinde de undersøiske olie- og mineralforekomster. Og det kan være en risikabel affære for bl.a. fiskeriet, som mange grønlændere lever af, forklarer Michael Böss.
Arktis er rykket op på den globale dagsorden, og det er vigtigt, at Arktis bliver ved med at være en region præget af internationalt samarbejde.
Den forsvindende havis kan også åbne op for et nyt område til fiskeri, turistmål og nye handelsruter hen over havene med skibe – noget som særligt kineserne er interesserede i.
»Så Arktis er rykket op på den globale dagsorden, og det er vigtigt, at Arktis bliver ved med at være en region præget af internationalt samarbejde,« siger han.
Fredelig diplomati
Samarbejdet skal især ske mellem de arktiske kyststater, som ud over Danmark og Grønland inkluderer Finland, Norge, Sverige, Canada, USA og Rusland. Alle har en interesse i, at den fredelige udvikling, man har set i Arktis, fortsætter, forklarer Michael Böss.
Og udenrigspolitik er en størrelse, der kan føres på mange måder. En af de mere fredelige måder er igennem videnskaben; en ny form for diplomati, som er meget relevant i forhold til Arktis, mener han.
»Forskere arbejder ofte i teams sammensat af flere nationaliteter, og de arbejder i fælles interesse. Derfor ser vi, at forskning og videnskab kan skabe samarbejde og fælles forståelse.«
Succeskriteriet er ikke at nå frem til en fælles aftale. Det vil i stedet være at lægge op til endnu mere samarbejde om Arktis imellem bl.a. de nordiske lande, siger Michael Böss.
»Og det vil være dejligt, hvis Aarhus Universitet kan holde dialogen i gang gennem vores Arktiske Forskningscenter.«