AU-støtte til studenterprotest

Ledelsen af Aarhus Universitet støtter de studerendes protest mod regeringen.

Artiklens øverste billede
En gruppe studerende oprettede i går en blokade mod rektorgangen på Aarhus Universitet i protest mod fremdriftsreformen og dimensioneringen. Ifølge de studerende fortsætter blokaden på ubestemt tid.>Foto: Sebastian Buur Gunvald

»Dyb bekymring.«

Det er ordene fra Berit Eika, prorektor på Aarhus Universitet, men adressen er ikke de studerende, som i protest mod regeringens reformer har blokeret indgangen til hendes kontor, men derimod regeringens to aktuelle reformer om fremdrift og dimensionering, som begge kan betyde store indtægtstab for Aarhus Universitet.

Et foreløbigt skøn fra universitetets ledelse viser, at regeringens dimensioneringsreform kan betyde et indtægtstab på 100-160 mio. kr. i 2020.

Men om de færre studerende vil betyde nedlæggelse af et antal stillinger, er det endnu for tidligt at sige noget om, siger Johnny Laursen, konstitueret dekan for Arts:

»Vi kender ikke det endelige tal endnu og kan ikke sige, om der skal nedlægges stillinger, men der venter os en lang og kæmpe stor opgave med at få sammenhæng i økonomien. Fremdriftsreformen og dimensioneringen vil ramme økonomien og gå ud over den nationale og internationale mobilitet.«

Hårdere modstand

Prorektor Berit Eika tog på ledelsens vegne ordet ved gårsdagens demonstration og takkede de studerende for initiativet og bød på kaffe.

For hun frygter også konsekvenserne af de to reformer.

»Vi er naturligvis dybt bekymrede for de økonomiske konsekvenser af dimensionering og fremdriftsreformen, for hvis ikke alle studerende øger studieaktiviteten, som det er krævet, vil vi miste rigtig mange indtægter,« siger hun, der understreger, at opgaven skal løses af hele universitetet i fællesskab.

Berit Eika var en af de ledere, som måtte arbejde og holde møder i andre lokaler i går, da en gruppe studerende blokerede indgangen til rektorgangen med deres tilstedeværelse og et stort ”Blokeret”-banner.

Ved 10-tiden var op mod 50 studerende forsamlet på trappen og i forhallen ved indgangen til rektoratet, og senere var anslået 150 studerende samlet til demonstration uden for Stakladen.

Blandt dem studerende Esben Bøgh Sørensen, som er en af initiativtagerne til protesten.

»Det er da fint nok, at ledelsen bakker op om vores krav, men vi mener, at ledelsen må stå hårdere fast over for regeringen, og vi stopper ikke, før reformerne er trukket helt tilbage,« siger han.

Esben Bøgh Sørensen oplyser, at blokaden fortsætter til ”reformerne er trukket tilbage”, og han oplyser, at der er lagt blokadevagtplaner ”mange dage frem”.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen