Virksomheder mangler strategi for netværk

Netværk: Rigtig mange virksomheder vil gerne netværke. Men de mangler en strategi og et mål samt at opgøre udbyttet af netværksindsatsen, mener flere med kendskab til netværk.

Artiklens øverste billede
»Netværk er det nye aloe vera – det kan alt. Når noget får tillagt den effekt, så er det overeksponeret. Folk giver deres tid, så de bør stille sig kritiske over for, hvad de får ud af at netværke,« mener Christian Waldstrøm, netværksforsker fra Aarhus Universitet. Foto: Marcus Trappaud Bjørn

Netværk er de senere år blevet moderne. Usynlige og uformelle bånd samt kontingentbetalte bånd forbinder en række erhvervsfolk i netværk. Dansk Erhverv har f.eks. fået flere og flere netværk, siden de første kom til for omkring 15 år siden, og Lederne har allerede 100 netværk, selvom de første blev etableret for blot fire år siden. I medierne er der sket en hundreddobling af ordet netværk gennem 90’erne og 00’erne, og i 1997 blev ”mit netværk” første gang brugt som udtryk. Guldgraverfasen, hvor alle styrtede ud og ”netværkede” her, der og alle vegne er ved at være ovre, mener Christian Waldstrøm, der er lektor på Aarhus Universitet og forsker i netværksanalyse. Han har bl.a. skrevet bøgerne ”Ledelse af netværk” og ”Corporate Networking”.

I stedet er vi nået til næste bølge inden for networking, mener eksperten.

»Man kan sige, at der er sket en modenhed, da folk er blevet mere kritiske i forhold til, hvad de bruger deres tid på. Men erhvervsnetværk lider stadig af den svaghed, at der mangler dokumenteret virkning,« siger Christian Waldstrøm.

Han oplever, at flere stopper med at komme i netværk, fordi de bruger for meget tid og får for lidt i udbytte.

Jeg er måske den lille dreng i ”Kejserens nye klæder”, der spørger, hvad virksomhederne egentlig får ud af de netværk.

Christian Waldstrøm, lektor på Aarhus Universitet og forsker i netværksanalyse

»Jeg er måske den lille dreng i ”Kejserens nye klæder”, der spørger, hvad virksomhederne egentlig får ud af de netværk. Alle er bare enige om, at ”netværk er godt”, så derfor må ”mere netværk være bedre”. Men det bliver ikke målt, så netværk har en karakter, hvor man må håbe på, at det har en effekt. Hvis man vælger at tro på netværk, kan det måske have en placeboeffekt,« siger Christian Waldstrøm.

Han peger på, at netværksmedlemmer kunne bruge netværkstiden på en anden måde og også pleje enkelte relationer, få ny viden eller øge salget.

Beret internt

»Er netværk bare noget, der ser fint ud ligesom en frugtordning? Hvis ikke det er det, så forstår jeg ikke, hvorfor virksomhederne ikke tør kigge systematisk på brugen af netværk,« siger Christian Waldstrøm.

Han mener, at virksomhederne går glip af rigtig meget ved ikke at bruge netværk systematisk og fortælle internt i virksomhederne, hvem der sidder i hvilke grupper samt bruge fem minutter efter et møde på at præsentere for kollegerne, hvad de har fået ud af mødet. På den måde vil kollegerne vide, hvem de skal gå til, hvis de har brug for en bestemt kontakt eller en særlig viden.

Christian Waldstrøm oplever, at næsten alle virksomheder finder networking vigtigt. Men kun de allerfærreste har en netværksstrategi- eller politik.

»Hvis netværk er så vigtigt, som alle siger, hvorfor tages det så ikke mere seriøst ud fra strategiske krav? En virksomhed ville aldrig anskaffe sig en maskine til over 30.000 kr. uden at tænke over, om det kunne betale sig,« siger Christian Waldstrøm og tilføjer:

»Man laver statistikker på alt muligt, men hvordan medarbejderne bruger deres tid på netværk, registreres ikke.«

Han så gerne, at virksomhederne blev bedre til at måle effekten af at være i netværk samt lavede en mere strategisk analyse af, hvor det er vigtigt for virksomheden at sidde med. Og den anke er han ikke alene med.

Både Ledernes netværksmanager og Susie Lynge, partner i Netværks Akademiet, er enige.

Lederne mener, at netværk er noget, som enhver leder bør forholde sig til i dag.

»Men det er ganske få virksomheder, som organiserer netværksbrugen. Den store udfordring er, at netværkets værdiskabelse ikke bliver tænkt strategisk ind. Det sker meget ad hoc, og det bør i allerhøjeste grad være gennemtænkt, hvad man skal have ud af den tid og de penge, man lægger i netværk,« siger Kim Vestergaard Larsen, netværksmanager ved Lederne.

Spirende fokus

Susie Lynge fra Netværks Akademiet oplever også, at de færreste har netværk som en bevidst del af deres strategi. Men de få steder, hvor hun har set virksomheder have en stærk netværkskultur som strategi, har alle medarbejderne forståelse for både videndeling og networking intern og eksternt, så ny viden kommer flere til gavn.

»Jeg ser et spirende fokus på, at netværksværdien skal måles, og at virksomheder begynder at ændre adfærd og skrive ind i strategien samt måler på, at der kommer værdi ud af den tid, der bruges på netværk,« siger Susie Lynge og tilføjer:

»Men der skal arbejdes meget mere strategisk med at sikre, at virksomhederne får fuld valuta ud af den tid, de bruger på netværk.«

Hun mener desuden, at dansk erhvervsliv har sovet i timen ved at forvente, at medarbejderne kan finde ud af at netværke professionelt. Hun peger på, at det at netværke er meget udansk i sin form, og derfor må virksomhederne tage ansvar for at klæde medarbejderne på til at kunne netværke.

»Mange læner sig bare tilbage og venter på, at der kommer noget dumpende til dem. Men det skal ikke blive et frikvarter fra deres almindelige arbejde, for så spilder de virkelig tiden,« siger Susie Lynge.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen