EL: Unge på kontanthjælp skal hjælpes til at få studieboliger
Unge på kontanthjælp er dårligere stillet end unge på SU, og derfor skal de have adgang til billige boliger, foreslår Enhedslisten.
Unge kontanthjælpsmodtagere bør have lettere adgang til studieboliger i Aarhus. Det mener Enhedslisten, som derfor havde taget forslaget med til behandling på gårsdagens byrådsmøde.
Enhedslisten ønsker, at boligsamarbejdet UngdomsboligAarhus opfordres til at give kontanthjælpsmodtagere bedre muligheder for en billig bolig.
»Det er kun en opfordring til UngdomsboligAarhus og ikke et krav. Problemet er, at unge kontanthjælpsmodtagere ikke har mulighed for en ekstra indtægt, som kan sikre huslejen. Derfor er kontanthjælpsmodtagerne dårligere stillet end de unge på SU. De unge på kontanthjælp skal have lettere ved at få adgang til en bolig, som er til at betale,« sagde Maria Sloth (EL), som bl.a. er medlem af beskæftigelsesudvalget i Aarhus Kommune, på byrådsmødet.
De unge på kontanthjælp skal have lettere ved at få adgang til en bolig, som er til at betale.
Ifølge forslaget vil en ligestilling af de to grupper i forhold til adgangen til en billig bolig dels sikre, at unge kontanthjælpsmodtagere har mulighed for at bo eller blive boende i egen bolig, dels at unge kontanthjælpsmodtagere ved at bo sammen med studerende vil kunne blive motiverede til at gå i gang med en uddannelse.
Rådmand for teknik og miljø Kristian Würtz (S) konstaterede, at han gerne vil behandle forslaget i magistraten.
Det vil også give byrådet mulighed for at vide mere om problemstillingen, fastslog hans partifælle Hans Halvorsen (S).
»Vi skal kende behovets omfang,« sagde Hans Halvorsen.