To nye kollegier skal etableres på Godsbanen

Studiebolig: Et dansk og et internationalt kollegium skal stå klar på Godsbane-området i 2017. Målgruppen er internationale fuldtidsstuderende.

Artiklens øverste billede
Kommunen arbejder på, at arealet – ud over at rumme to kollegier – også skal danne ramme om en ny arkitektskole. Foto: Charlotte de la Fuente

2017 kan også blive året, hvor 20 års snak om et internationalt kollegium stopper i Aarhus.

Hvis alt går vel, kan Kollegiekontoret og Boligforeningen AAB i kulturbyåret 2017 åbne dørene for 400-450 studerende i to nye kollegier på Godsbane-området, hvoraf det ene skal være målrettet internationale studerende.

Projektet, der allerede har fået tilsagn om statslige forsøgsmidler på 500.000 kr., er i støbeskeen og afventer bl.a. en mulig placering på Godsbane-arealerne, hvorefter en konkurrence kan sættes i gang sidst på året.

»Tanken er et projekt, hvor vi forsøger at blande danske og internationale studerende. Vi kan ifølge loven ikke give fortrinsret til internationale studerende, men tror på, at målrettet markedsføring mod målgruppen kan give plads til især de udenlandske fuldtidsstuderende, som har svært ved at finde boliger,« siger Per Juulsen, direktør for Kollegiekontoret.

Flere kiksede forsøg

Ideen om et internationalt kollegium i Aarhus har været forsøgt i flere omgange uden held.

I 2008 præsenterede en gruppe bag Århus Internationale Kollegium en plan for byggeri af et internationalt kollegium med plads til 60 studerende i Otto Ruds Gade på Trøjborg.

Planen havde da været op mod 10 år undervejs, men året efter faldt ideen til jorden, da økonomien ikke kunne hænge sammen på grund af ændrede statstilskudsregler.

I stedet var målsætningen derfor i 2010 at omdanne et af byens eksisterende ældre gangkollegier til internationalt kollegium, og Vilhelm Kiers Kollegiet blev foreslået.

Den plan faldt imidlertid også til jorden, da beboerne på kollegiet sagde nej tak til et særligt internationalt afsnit.

Nu gælder det så Godsbanen, og for Ulla Gjørling, international chef på Aarhus Universitet, er det gode nyheder, for byens internationale studerende har ekstra svært ved at finde boliger.

Det gælder ikke de udvekslingsstuderende, som typisk studerer i Aarhus i ét semester, for dem finder universitetet boliger til.

Stigende ansøgertal

Det gælder i stedet de såkaldte full-degree-studerende, som tager en hel uddannelse i Aarhus, typisk en toårig kandidatuddannelse.

Og dem bliver der flere og flere af.

»Antallet af udvekslingsstuderende ligger nogenlunde konstant på ca. 1.000 studerende om året, mens antallet af full-degree-studerende er stigende. Sidste år nåede vi op på ca. 3.300 full-degree-studerende, som var indskrevet, og i år kan vi se, at ansøgertallet igen er steget,« siger Ulla Gjørling.

De internationale full-degree-studerende var netop en god del af de akut boligløse, som ved studiestarten i september tog imod kommunens tilbud om en midlertidig bolig i skurvogne opstillet netop på Godsbaneområdet.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen