»Alle skal ikke være små udgaver af Mozart«

I 25 år har børn og voksne i alle aldre kunnet »lære musikkens sprog« i Musikskolen Laura.

Artiklens øverste billede
I Musikskolen Laura skal børnene have lov at tæve løs på trommer, guitar og andre instrumenter uden at blive tvunget til at skulle lære noder på blokfløjten først. Foto: Casper Dalhoff

Guitar, klaver, trommer, violin, saxofon, harmonika – ja, endda blokfløjte. Alle instrumenter, som børn og voksne i alle aldre kan boltre sig med på Musikskolen Laura i Aarhus.

Her er målsætningen klar: At få bredt musikkens sprog så bredt ud som overhovedet muligt, lyder det fra musikskoleleder Birgitte Stein.

»Når man introducerer børnene til musikken, giver man dem et helt nyt sprog at gebærde sig i livet på. Tænk bare til en familiefest, hvor en gammel onkel kan spille guitar, mens lille Sofie kan spille klaver. De har straks deres eget unikke sprog og bånd,« siger musikskolelederen, mens hun energisk spreder diverse flyers ud for musikskolens tilbud om bl.a. hjælp til at finde et band, musicalundervisning og babyrytmik.

Glem X-Factor-fiksering

»Kommer der en lille dreng, der helt vildt gerne vil spille på trommer, så skal han da bare give den fuld drøn på trommerne. Glem alt om, at han absolut skal starte med blokfløjten for at lære noderne fra bunden, for så dør hans lyst. Det vigtigste for os er, at folk oplever glæden ved musikken,« siger Birgitte Stein.

Musikskolen Laura er en af Danmarks største private musikskoler med over 3.000 elever årligt. Musikskolen begyndte i 1989 som den første musikskole i landet med rytmik-undervisning for børn helt ned til 0-års alderen og deres forældre.

»Musikskolen Laura var helt på forkant dengang, og der var flere, der var noget skeptiske over for, om man virkelig kunne undervise så små børn. Men man skal bare være til stede i en enkelt time i babyrytmik, så er det tydeligt, at de her små størrelser er fuldt bevidste om, hvad der foregår omkring dem, og de suger det hele til sig,« siger Birgitte Stein.

Glæde og begejstring

25 år senere tilbyder skolen også undervisning i de fleste instrumenter, sang og meget andet for børn, voksne, begyndere og øvede. Begrebet tonedøvhed findes ikke i musikskolens ordbog.

»Alle har nogle medfødte evner, men hvis man ikke aktiverer dem, så får man aldrig nytte af dem,« siger Birgitte Stein, der mener, at talentdyrkelse og X-Factor-fiksering skal træde i baggrunden, så man ikke afskrækker nogen på forhånd.

»Jeg vil ikke sortere børn fra. Børn skal bare synge og spille på livet løs, for jo mere de kaster sig ud i det, jo mere lærer de. Og så pyt med, at de ikke synger og spiller rent hele tiden,« siger hun og fortsætter:

»Alle skal ikke være små udgaver af Mozart. Musikundervisning handler om meget mere end det – den handler om glæde og begejstring.«

Musikskolen Laura fejrer sit 25-års jubilæum på lørdag på Godsbanen i Aarhus med elevkoncerter fra kl. 11.00 efterfulgt af en officiel reception.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen