Kontant kunstafregning i Krapplak

På værkstedet Krapplak kan man møde keramik- og billedkunstnere.

Artiklens øverste billede
Billedkunstner Elisabeth Wegger arbejder i et af de 49 værksteder, der i weekenden tilbyder folk at følge produktionen. Hun vælger bevidst at arbejde med noget, der kræver mindre koncentration end normalt, så der er overskud til at tale med weekendens gæster. Foto: Michael Hansen

Der bliver arbejdet med både sav, brænder, blyant, lineal, og pensel på værkstedet Krapplak.

Men redskaberne ligger ikke mere fast i hænderne, end at de hurtigt bliver lagt fra sig, hvis spørgelystne gæster kigger forbi i weekenden.

Fire kunstnere på værkstedet på Oddervej 93 er nemlig med i arrangementet Åbne Døre, hvor kontakten og dialogen med publikum er i centrum.

Det er en fast tilbagevendende årlig begivenhed, som Krapplak-kunstnerne ser frem til.

Et miks af en udstilling og en uformel snak.

Klare fordele

»Det bliver lidt en sammensmeltning mellem en kunstudstilling og blot et kig ind i vores værksted. Vi benytter jo lejligheden til lige at stoppe op og se med nye øjne på det, vi har lavet. Vi hænger nogle værker op og rydder lidt op,« forklarer billedkunstner Elisabeth Wegger, der dog også vil have en blyant og en lineal i hånden.

»Vi kommer også til at sidde og arbejde på nogle småting, mens folk kan gå omkring, som de vil,« forklarer billedkunstneren, der er pensionist og har malet siden hun var 15 år.

Mødet med publikum på kunstværkstedet giver nogle klare fordele i forhold til at udstille på et galleri, mener hendes kollega på værkstedet, billedkunstneren Mariane Lyngsø.

»Kunsten kan jo godt virke lidt fin og utilnærmelig. Vi åbner dørene til værkstedet for at få det lidt ned på jorden. Her er et uformelt miljø, og man skal ikke tale et bestemt sprog. Det allerbedste er, når folk bare spørger frit fra leveren,« mener Mariane Lyngsø, der lever af sit håndværk.

Hun vil gerne høre folks umiddelbare reaktion, når de ser hendes værker.

»Som regel begynder folk lige med at sige: ”Jeg har jo ikke forstand på kunst”. Men det, der kommer bagefter, er jo som regel deres umiddelbare oplevelse af værket. Og det er jo egentlig det, vi gerne vil høre. Sværere er det ikke,« siger Mariane Lyngsø, der i 2013 fik tildelt KS-prisen på Kunstnernes Sommerudstilling.

Værkerne kan ses og købes

Besøgende hos de i alt 49 kunstnere, der i weekenden åbner dørene til deres værksteder, har også mulighed for at købe kunstværker direkte ved kunstneren.

»Jeg vil da gerne sælge det hele, hvis det var. Men det handler først og fremmest om dialogen, og bliver der også solgt noget, så er det en dejlig sidegevinst,« siger Elisabeth Wegger, der for øjeblikket arbejder med meget skarpt optegnede, figurative malerier.

Ved bordet ved siden af arbejder Mariane Lyngsø med meget forskellige materialer. Hun har f.eks. strippet en gammel lænestol og brugt stoffet til at lave figurer på væggen.

Hun har også brændt figurer i birkefiner.

Kunstneren fortæller gerne om processen og de overvejelser, der ligger bag hendes værker.

»Det er skønt at mærke, når folk gerne vil dialogen. Vi brænder for det, vi laver, og det er dejligt, når folk gider gå ind i en dialog om det,« siger Mariane Lyngsø.

Nedsat koncentration

Kunstnerne hos Krapplak lader sig ikke forstyrre af de besøgende, der i weekenden kommer ind på værkstedet og stiller spørgsmål.

Dog arbejder kunstnerne i weekenden med ting, som ikke kræver den helt store koncentration.

Mariane Lyngsø undgår at kaste sig ud i de store overvejelser.

»Jeg laver som regel nogle mindre krævende ting til sådan et arrangement. Ting, jeg nemt kan slippe. For det er dialogen, det handler om i weekenden. Så der forstyrrer folk bestemt ikke,« siger billedkunstneren.

Elisabeth Wegger kan dog godt stå at male, mens gæsterne kigger ind.

»Det, jeg laver lige nu, er meget stramt designet. Det er virkelig en pedant, der er på arbejde. Al den tummel af mennesker kan godt trætte mig i hovedet, men dialogen med gæsterne forstyrrer mig ikke,« siger hun og finder to malerplettede stofærmer frem, som hun i ren Hüttemeier-stil trækker op over sine arme, og så er hun klar til kunst.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen