Rådmand vil prøve nye veje på ældreområdet

Interview: Hun går ind for det frie valg – men robotstøvsugere giver hun ikke meget for. Borgerne i Aarhus Kommune vil hurtigt kunne konstatere, at en borgerlig og en socialistisk ældrerådmand ikke ser ens på tingene, mener Jette Skive, der er Aarhus Kommunes første rådmand for Dansk Folkeparti.

Artiklens øverste billede
Jette Skive (DF) vil som ny rådmand for Sundhed og Omsorg prøve at gøre tingene lidt anderledes. Foto: Casper Dalhoff

Hun anerkender, at hun har meget at lære, når det kommer til ældrepolitik.

Men Jette Skive (DF) vil på ingen måde kaldes en politisk novice. Derfor skal borgerne i Aarhus Kommune forvente et skifte i både den politiske stil og i tilgangen til ældreområdet, når byens nye rådmand for Sundhed og Omsorg for alvor får sat sig til rette i rådmandsstolen.

»Den nye platform skal bruges til at sikre, at borgerne mærker, at der er kommet en ny rådmand. En borgerlig rådmand, og jeg vil håbe, at borgerne vil opleve, at det bliver anderledes i en positiv retning. For en borgerlig og en socialistisk rådmand ser ikke ens på tingene. Heller ikke selv om vi er meget ens på det sociale område,« siger Jette Skive med henvisning til sin forgænger i stolen SF’s Dorthe Lausten.

Jette Skive har i dag første arbejdsdag på rådmandsposten, som hun fik tildelt efter kommunalvalget i november. Her fik hun 4.225 personlige stemmer i Aarhus Kommune af i alt 13.117 stemmer på Dansk Folkeparti. Knap 2.000 stemmer flere end De Konservative, som dermed har måttet overlade en af de to borgerlige rådmandsposter til Dansk Folkeparti.

Jette Skive konstaterer, at valgresultatet er et bevis på, at Dansk Folkeparti er et troværdigt parti.

»Det er en stor cadeau til vores parti, at det har fået den tillid, at det kan blive til en rådmandspost – både her og i København. Det er også er bevis på, at Dansk Folkeparti ikke er den døgnflue, som mange har dømt det til at være,« siger Jette Skive.

Hjerteblod skal forfølges

Hun vil først sætte sig ind i ældreområdet, inden hun »buldrer ud med for meget«, som hun siger.

Men der er noget hjerteblod, som skal forfølges. Og resultaterne vil formentlig vise sig om et til halvandet års tid, fastholder hun.

»En ting er i hvert fald helt sikkert. Vi skal have mere åbenhed mellem magistraterne. Vi skal have samarbejde på tværs – især i forhold til socialforvaltningen. Vi har jo bl.a. handicappede, der bliver pensionister. Når de kommer over til os i Sundhed og Omsorg, har jeg erfaret, at strukturen i systemet ikke fungerer. Det skal laves om. Der skal være bedre samarbejde på tværs i kommunen. Små kongedømmer er jeg ikke vild med,« siger Jette Skive, som bl.a. gik til valg på at sikre byens ældre et værdigt liv og den nødvendige hjælp i hverdagen.

I første omgang vil Jette Skive tage på rundtur hos personalet på lokalcentrene og ældreområdet.

»Når jeg har været på en runde, vil jeg have nogle møder med tre-fire medarbejdere ad gangen fra de enkelte centre. Ikke lederne. Medarbejderne skal fortælle mig, hvor de er belastet i hverdagen, og hvor der kan laves en forandring. Man skal lytte til dem, der har hænderne i det. Jo bedre sosu-personalet har det, jo bedre service yder de over for vores borgere,« siger Jette Skive, der anerkender, at de seneste års nedskæringer i kommunen har resulteret i, at medarbejderne har travlt.

»Flere varme hænder«

»Jeg prioriterer flere varme hænder til ældreområdet. Der kommer til at ske noget, men jeg skal sidde i stolen først. Jeg vil på studietur både her og i udlandet. Jeg har en idé om, at nogle plejehjem uden for landets grænser fungerer uden minuttyrani. Vi skal se på, hvor det er gået galt i vores måde at behandle mange ældre på. Jeg vil sætte mennesker foran systemet. Det er en gammel skrøne, men jeg mener det,« siger Jette Skive, der som noget af det første i jobbet også vil arbejde på, at der bliver afsat penge til køkkener og madlavning på alle lokalcentrene.

»Maden skal tilbage til centrene, hvis de ansatte og beboerne har interesse og lyst til det. Voksne mennesker, der har afsluttet et langt arbejdsliv, skal have et godt otium – de skal ikke have det ringere end børnene i SFO’en og i børnehaven. I børnehaven serverer vi frisklavet mad, og i SFO’en bager de. Det skal de ældre også have mulighed for,« siger hun.

Hun glæder sig over det seneste finanslovsforlig, som betyder 44 mio. kr. ekstra om året til ældreområdet i Aarhus Kommune. Pengene kan omsættes til 120 hjemmehjælpere, terapeuter og sygeplejersker mere. Hvis der er opbakning til det i byrådet, altså. Både Dorthe Laustsen og Jette Skive mener, at pengene skal bruges til bedre pleje og omsorg frem for til at lukke huller andre steder i kommunekassen.

Konkret vil den kommende indstilling til byrådet gå på bl.a. at styrke aften- og hverdagsliv i plejeboligerne, cafeerne på lokalcentrene, hygiejnerengøring i plejeboligerne og hjemmeplejen og flere sygeplejersker og fysio-/ergoterapeuter i hjemmeplejen.

På et andet område er den afgåede rådmand og den netop tiltrådte langt fra enige.

For hvor Dorthe Laustsen har kæmpet mod opførelsen af det kommende friplejehjem i Tranbjerg, som ifølge de første beregninger vil koste Aarhus Kommune en overpris i forhold til de kommunalt drevne plejehjem, så er den nye rådmand positiv.

For det frie valg

»Jeg kan godt lide det frie valg. Jeg har som noget af det første derfor også bedt om at komme på besøg på friplejehjemmet Lotte på Frederiksberg. Jeg vil vide, hvorfor folk vælger det, frem for et almindelig kommunalt plejehjem. Som jeg oplever det, ånder et friplejehjem typisk af hjem og ikke institution. Jeg vil meget gerne, at vi får den samme tilgang på de almindelige plejehjem. Måske skal hele systemet vendes en omgang, så man laver tingene på borgerens præmisser og ikke alene på personalets,« siger Jette Skive.

De ældre med hjemmepleje skal også kunne mærke, at der er kommet en ny rådmand, pointerer Jette Skive.

»Det er for lidt med støvsugning hver tredje uge. Og robotstøvsugere er ikke nok. For mig er god ældrepleje, at der ikke kun er tid til at støvsuge rundt om stolene, men også under stolene. Vi skal have løftet kvaliteten. Det handler om, at der skal være ro, når hjemmeplejen er der. Man skal ikke fare ind og ud af døren uden at have tid til den ældre,« siger Jette Skive, der mener, at kommunen på mange områder er blevet en modspiller i stedet for en medspiller.

»Men det er borgerne, der betaler vores løn. Derfor skal borgerne have det, de har krav på og gerne lidt mere til,« mener Jette Skive, der også erkender, at hendes budget i magistraten ikke er uanet.

»I dag er der skåret ind i benet og ikke kun ind til benet på mange områder. Samtidig skal kassen stemme og budgetterne skal overholdes. Jeg er parat til at lære, og jeg vil også gerne belæres, men jeg vil gerne have lov til at prøve tingene af. Mon ikke der er mulighed for, at vi kan få pengene til at strække længere ved at gøre tingene bare lidt anderledes,« siger Jette Skive.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.