Aarhus får sit sejlsportscenter
Sailing Aarhus håber, at det nye klubhus vil øge talentmassen i dansk sejlsport.
Det blev arkitektfirmaet Entasis, der vandt projektkonkurrencen om at designe Aarhus’ nye internationale sejlsportscenter.
Det blev offentliggjort torsdag, hvor det københavnske firma af en enig dommerkomité blev udråbt som vinder af konkurrencen, der blev udskrevet i maj.
I alt havde 31 hold ansøgt om at deltage i konkurrencen, og Entasis blev udvalgt i et finalefelt, der indeholdt yderligere fem finalister.
»Det er et privilegium at få lov til at være med til at præge udviklingen i Aarhus Havn. Vi har gjort meget ud af, at vores bud skulle være i harmoni med sin kontekst, og at sejlsportscentret så at sige skal være i familie med havnens øvrige bygninger,« siger direktør i Entasis Bente Andersen i forbindelse med udpegelsen.
Flere medaljer
Hos dommerkomiteen blev der foruden centrets forbindelse med sine omgivelser desuden lagt vægt på, at centret skulle appellere til sine primære brugere: sejlerne.
»Rent arkitektonisk har vi ønsket, at huset skulle have en klar identitet. Det skal være robust, fleksibelt, og det skal kunne ældes med ynde. For sejlerne er huset imidlertid mindre vigtigt. For dem er det jo vandet, der er i centrum,« siger tidligere stadsarkitekt Gösta Knudsen om vinderprojektet.
Foruden bygningens rent arkitektoniske værdi håber direktør i Sailing Aarhus Thomas Capitani, at det nye sejlsportscenter kan være med til at gøre Aarhus til en sejlsportsby i international verdensklasse.
»Fra et sportsligt synspunkt er det super vigtigt. Vi får fantastiske rammer til at udvikle sporten, og vi kan her skabe et udstillingsvindue, hvor vi kan vise sporten frem for Aarhus’ unge borgere,« sagde Thomas Capitani, der blandt andet håber, at den nye skolereform kan bruges til at få flere børn ud på vandet i skolesammenhæng.
Færdigt i 2016
»Vi vil gerne være med til at skabe samtidens stjerner, og Dansk Sejlunion og Team Danmark vil også gerne have kortere vej til internationale medaljer. Konkret kræver det, at de unge får længere tid på vandet, og de forudsætninger får de her i huset. Samtidig håber vi, at vi også får et sted, hvor vi kan bearbejde sponsorer, der vil være med til at gøre Aarhus til en af de vigtigste sejlsportsbyer i verden,« siger Thomas Capitani.
Der skal imidlertid rejses midler, før byggeriet af det nye sejlsportscenter endeligt kan gennemføres.
Efter planen skal fundraisingprocessen foregå i løbet af 2014, mens første spadestik formentligt skal tages i slutningen af næste år eller i starten af 2015. Efter den foreløbige tidsplan forventes huset at stå færdigt i midten af 2016.