Bent Hansen: Meget skuffet over togbane
66 aflyste tog på ni dage. Opstarten har ikke fungeret, skriver regionsrådsformanden til DSB.
Den længe ventede samdrift mellem Odderbanen og Grenaabanen lever slet ikke op til forventningerne.
Det skriver formand for Regionrådet i Region Midtjylland, Bent Hansen (S), i et brev til DSB, Midttrafik og Midtjyske Jernbaner.
"For godt en uge siden fejrede vi, at kunderne nu kan køre mellem Odder og Grenaa uden skift i Aarhus, og at DSB skulle overtage driften på Odderbanen med nye tog. Derfor skuffer det mig meget at konstatere, at opstarten langt fra har fungeret som forventet," indleder han brevet.
176 forsinkelser
I løbet af de første ni dage har der været ikke mindre end 66 aflyste tog og 176 forsinkelser.
Og så var der episoden med toget, der var på vej mod Odder, men efter et stop i Aarhus kørte tilbage mod Grenaa, hvor det kom fra.
"Jeg ved godt, at der på samdriftens dag 1 faldt en større mængde sne, som påvirkede kørslen. Og jeg har fuld forståelse for sådan en "togdriftens første sygedag," men uregelmæssighederne skal jo ikke fortsætte," siger Bent Hansen i en pressemeddelelse.
Forsmag på letbane
Regionsrådsformanden har tidligere sagt, at samdriften skulle give en forsmag på det aarhusianske letbanesystem.
Han forventer nu, at problemerne bliver løst hurtigst muligt.
"Jeg skal bede om Midttrafiks kommentarer til DSB’s redegørelse og vil derudover gerne have en ny statusrapport om samdriften efter den første måned," skriver han i sit brev.
Samdriften blev en realitet, da regionsrådet godkendte en merudgift på 13 mio. kr. til udvidelsen af samarbejdet mellem DSB og Midtjyske Jernbaner.
Samdriften vil i alt koste regionen 24 mio. om året.