Aarhus: Rød blok sidder solidt på magten
Prøvevalg er en katastrofe for De Konservative, der står til at miste to af partiets tre pladser i byrådet.
Rød blok sidder solidt på flertallet i Aarhus Byråd. Hvis der var kommunalvalg nu, ville rød blok beholde sine 21 af byrådets 31 pladser.
Det viser en meningsmåling, som Rambøll/Analyse Danmark har foretaget for JP Aarhus i tidsrummet den 19.-22. november.
Hver 10. S-vælger væk
Socialdemokraterne har mistet hver tiende vælger siden valget og står til 37,2 pct.
Det er dog en pæn fremgang fra 33,5 pct. ved en tilsvarende måling i marts i år, da Jacob Bundsgaard var ny i borgmesterstolen.
Partiet står til at miste to af de 14 nuværende pladser i byrådet, men til gengæld fordobler både Det Radikale Venstre og Enhedslisten deres pladser fra en til to, mens SF trods en tilbagegang i stemmetal kan beholde fem pladser i byrådet.
K tæt på at ryge helt ud
Valgforsker Rune Stubager, Aarhus Universitet, konstaterer, at de største bevægelser sker inden for de to blokke.
»For De Konservative er det markant på den ubehagelige måde med 3,6 pct. af stemmerne. Kommer de under 3 pct., risikerer partiet, at det slet ikke kommer ind,« siger han.
Der findes ikke en fast spærregrænse på 2 pct. som ved folketingsvalg.
Det største borgerlige parti Venstre står til at få 50 pct. flere stemmer og en fremgang fra fem til syv pladser i byrådet.
Der er dog langt op til resultaterne i 2001, da Venstre med Louise Gade i spidsen fik 11 pladser og fravristede Socialdemokraterne borgmesterposten.
Byen hælder til venstre
Samme antal pladser fik partiet med Gade i front i 2005, men da svingede De Radikale tilbage som støtteparti for rød blok og Socialdemokraterne, og Nicolai Wammen blev borgmester.
»Aarhus er en by, der hælder til venstre side. I kommunalpolitik har partiet Venstre kun en chance, når Socialdemokraterne stiller med en upopulær borgmesterkandidat og Venstre med en meget populær,« konstaterer Rune Stubager.
Rambøll-målingen viser, at borgmester Jacob Bundsgaard ikke kun er populær hos sine egne. Godt halvdelen af alle vælgere foretrækker ham som borgmester.