På fisketur med Pihlkjær

På syvende år serverer kok og fiskehandler Henrik Pihlkjær fiskeretter af høj kvalitet i sin lille baghusrestaurant i Mejlgade. Gode, veltilberedte kødretter fås også, men fiskene repræsenterer spidskompetencen.

Artiklens øverste billede
Man skal gennem en beskeden port i Mejlgade for at finde frem til Restaurant Pihlkjær, men kvaliteten er omvendt proportional med den manglende ydre pragt.
En dampet rødtungefilet med et gedigent stykke ristet kulmule ovenpå. Og så vel nærmest til pynt en sprød himstregims farvet sort af blæksprutteblæk.

Det er vist almindeligt kendt blandt restaurationsgæster verden over, at det ikke nødvendigvis er på de mest prangende adresser, man finder de bedste spisesteder. Ofte tværtimod.

Denne globale erkendelse bekræfter restaurant Pihlkjær i Mejlgade i Aarhus. Et pænt, men diskret skilt tilkendegiver, at der inde i den lille gård gennem den uprætentiøse port befinder sig en restaurant.

Men mere behøver aarhusianerne ikke, for siden restauratørparret Henrik og Birgitte Pihlkjær for godt seks år siden åbnede den lille, hyggelige restaurant med blot 50 siddepladser, har det været almindeligt kendt i byen, at her befinder sig en restaurant i den bedre kvalitetsklasse, og at specialet er fisk.

Dette sidste hænger sammen med, at køkkenchefen ikke alene er kok med en snes års erfaring som sådan på bl.a. Henne Kirkeby Kro, men også gennem en årrække har ernæret sig som fiskehandler. Han har drevet Havnens Fiskehus og Einar Christensens Fiskerøgeri i Aarhus, som han solgte i 2005. Der er således lagt op til fisketur, når man besøger restaurant Pihlkjær.

Der er også kød

Jovist, der tilberedes også kødretter, som tilsvarende hæver sig pænt over gennemsnittet, men det er og bliver fiskene og skaldyrene, der repræsenterer spidskompetencen.

Menuen fastlægges fra dag til dag alt efter kokkens temperament, og hvad der udbydes af friske råvarer. Ifølge hjemmesiden er gæsterne velkomne til efter kl. 12 at ringe og forhøre sig om aftenens menuer. Der tilbydes to trerettersmenuer med henholdsvis fisk og kød og så til sidst en dessert, som er fælles for de to menuer. Og man kan da også blande menuen, så man både får kød og fisk, understreger tjeneren, da hun præsenterer dagens udbud, som er meget kortfattet håndskrevet på en lille skoletavle.

Fiskemenuen koster 285 kr., og kødmenuen koster 300 kr. for tre retter. 15 kr. mindre, hvis man springer desserten over, så det gør man ikke. Restauranten tilbyder også at tilberede vegetarmenuer, men så skal køkkenet adviseres dagen i forvejen.

Denne aften er kødretterne stegte svinekæber med sky, kapers og skorzonerrødder til forret og oksekød med brisler, glaskål og sennepssovs til hovedret, men dem springer vi let hen over, for dette skal være en fiskeaften.

Her tilbydes vi som forret havtaskekæber med kammusling, blåmusling, lakserogn og jordskokker med hummersovs, og hovedretten består af en kombination af rødtunge og kulmule med pommes anna og pighvarcreme.

Det siger sig selv, at valget mellem husets 12 røde vine til priser mellem 220 kr. og 540 kr. ikke havde interesse denne aften. Det havde derimod de 21 hvide til priser mellem 205 kr. og 650 kr. Antallet af vine er således overskueligt, restaurantens ambitionsniveau taget i betragtning, men der er tale om et bredt udvalg til priser, som er til at have med at gøre. Til vores menu foreslog tjeneren en Arboleda, en chilensk chardonnay til 420 kr. Den tog vi, og det var en god disposition.

Allerførst havde vi nydt hver et glas udmærket cremant til 55 kr. pr. glas. Rimeligt billigt, men til gengæld serveret helt uden det efterhånden traditionelle tilbehør. Nu handlede det om maden, og allerede forretten gav os et signal om, at vi her har at gøre med en køkkenchef, der forstår at tilberede fisk. Et stykke havtaskekæbe med en kammusling, en blåmusling, lakserogn og jordskokker i sprød og blød tilberedning.

Blidt og skarpt

Det blide smag blev understreget af den skarpe, pikante smag af syltede græskarkugler. Mildt, delikat og dejligt, og den gode, fede chardonnay fuldendte smagsoplevelsen.

Efter en lille ganerenser bestående af druesorbet med en anelse grappa stænket over ved bordet fortsatte vi med aftenens hovedret, der var noget af et pragtstykke: En dampet rødtungefilet med et gedigent stykke ristet kulmule ovenpå. Underst en pommes anna med svampecreme, en flot turneret champignon, courgette, rosenkål, skovsvampe, der blev præsenteret som kantareller, men ikke var det, små terninger af hvidløg og så oven på det hele en sprød, sort himstregims af mel og blæksprutteblæk (se billedet). Og så glemte vi vist lige gulerødderne, som var kogt med tranebærsaft. Alt i alt en flot afstemt komposition af sødt, salt, surt og masser af umami, som oven i købet var til at blive mæt af.

Æblekage

Også til denne ret var den fede chardonnay med til at fuldende smagsoplevelsen.

Desserten var en æblekage med vaniljeis, marengs, pistacier, rosenblade og havtornbær. En dekonstrueret og moderniseret version af den klassiske danske æblekage, så at sige.

Vinvalget var nemt, for der var kun to dessertvine at vælge imellem: En uspecificeret portvin og en ligeledes uspecificeret senthøstet sauvignon blanc, begge til 33 kr. pr. glas. Vi tog et glas af hver og fandt dem o.k. til prisen.

Ledsageren sluttede af med en kop te til 25 kr. Der var flere gode teer at vælge imellem, og den blev til ledsagerens behag tilberedt rigtigt. I bedømmelsen bevæger vi os mellem fire og fem stjerner, men da prisniveauet, denne aften i alt 1.191 kr., indgår som et element i bedømmelsen, lander vi på fem.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.