»Aarhus er min shit-detektor«

TV-2 giver fredag koncert på Bispetorvet i anledning af bandets 30-års jubilæum. Basen i Aarhus har givet teksterne et ærligt og jordnært præg.

Artiklens øverste billede
TV-2-sangen"Det mørke Jylland" er skrevet ud fra ture på banegården i aarhus.

Helt som forventet dukker Steffen Brandt op i sort.

Sort læderjakke, sorte bukser og hvid skjorte. Var det ikke for det karakteristiske stålgrå hår, ville han på ingen måde vække opsigt.

Og det passer tydeligvis den 59-årige TV-2-forsanger rigtig godt.

På Café Englen i Studsgade lige midt i Aarhus, og tæt på privaten i Sjællandsgade, indtager han den efter eget udsagn bedste plads. Med ryggen til rummet.

Her kan han være. Uden nødvendigvis at være en del af den evige overvågning, der følger med en vis berømmelse.

»I Aarhus skal man skal ikke gå til premierer, ikke spille smart, som der er en tendens til i København på godt og ondt. Det kan jo være fint nok. Det er et spørgsmål om temperament. Det miljø bidrager ikke til min kunstneriske udfoldelse. Mit sprog og mine tekster var ikke blevet bedre af, at jeg havde boet i København. Men de er, tror jeg, netop blevet gode, fordi jeg har haft min base – et sted jeg kunne være den, jeg er. Aarhus har fungeret som en slags shit-detektor, så jeg altid har kunnet stå ved det, jeg laver,« siger Steffen Brandt over en cafe latte på et af hans yndlingssteder i byen.

Brænder på i Aarhus

Den by, hvor TV-2 kom til verden i 1981. Hvor numre som ”Fantastiske Toyota” er opstået under gåture ved Fiskerhuset på Moesgård Strand, ”Ræven og Rønnebærrene” udsprunget af ture på Jydsk Væddeløbsbane med et barn på bagagebæreren.

Aarhus er blevet afsættet for de landskendte sange, der med masser af ironi spiddede og stadig spidder samtiden.

»Jeg betragter mig selv som en evig udsendt reporter fra verdens brændpunkter. Det har været min gave at kunne formidle alle mine oplevelser gennem sangtekster og musik. Og skære igennem lagene i tilværelsen.«

Og det har som oftest været Aarhus, der har lagt scene til Steffen Brandts oplevelser. Stedet, hvor verden har brændt på. Småt eller stort brændbart.

»Byen er fyldt med erindringsglimt for mit vedkommende. Der findes nærmest ikke et gadehjørne, hvor jeg ikke enten har grædt mine øjne ud over én, der ikke ville have mig eller som barn cyklet rundt. På væddeløbsbanen er jeg f.eks. kommet meget. Ikke for at spille på heste, men for stemningen. I Viby og Højbjerg har jeg arbejdet som vejarbejder og kender nærmest hver eneste brosten. Moesgård og museet derude er stadig et sted, jeg nyder at komme.«

Sangskriveren mener ikke, at det handler om hjemstavnsromantik.

»Jeg har bedre kunnet udfolde min musik her. Hvis potentialet havde ligget i at rejse til København eller andre steder hen, så havde jeg gjort det. Det er en nøgtern vurdering af, at hvad der passede mig og bandet bedst. Aarhus har mulighederne. Aarhus har det hele.«

Også energi i dag

Og Steffen Brandt snakker ikke kun om fortiden og om de glade dage i 80’erne, hvor nærmest al dansk musik blev spyttet ud fra den jyske hovedstad. Men også om i dag.

»Energien er tilbage. Der sker rigtig meget i byen nu. Nogle musikere flytter til København, men jeg oplever, at lige så mange udfolder deres talent her. Der er gang i masser af små kraftcentre som Aros, kunstbygningen, spillesteder, indspilningsstudier og festivaler. Alt sammen med til at sætte byen på landkortet.«

Ligesom TV-2 nu gennem godt 30 år har gjort det. Siden den allerførste optræden i byen i 1981, da de fire mand i orkestret spillede gratis på Café Casablanca.

»Dengang var vi nødt til selv at finde på noget. Der var ingen, der kom til os og sagde, hvor fantastiske vi var. Vi fandt på at stille vores udstyr op på nærmest ingen plads på Café Casablanca. Ejeren var med på ideen. Og udover de 40-50 mennesker, der var inde i cafeen, blev koncerten fulgt af omkring 200 mennesker udenfor på små tv-monitorer. Det var vildt og spændende,« husker Steffen Brandt, der på det tidspunkt netop var færdig med sit danskstudium på Aarhus Universitet.

Men han havde allerede fem år tidligere truffet valget om, at det var musikken, han ville leve af. Og så kom bølgen.

»Vi oplevede, at der er lige pludselig skete noget. Vi blev en del af en musikalsk bølge, der søgte det samme udtryk. Det var jo ikke en forening, vi meldte os ind i, men vi fornemmede en samhørighed. Der var en stærk synenergi i byen,« siger Steffen Brandt og nævner navne som Kliché med Lars H.U.G, som han selv kortvarigt var en del af, Voxpop med Elisabeth Gjerluff Nielsen og Warm Guns med Lars Muhl.

»På det tidspunkt skete en masse små ryk, som, når man ser tilbage på det i dag, hele tiden ledte os fremad. Mens man var i det, følte man det bare som et flow.«

Koncert med halstørklæde

Fredag beder TV-2 igen aarhusianerne om at stå udenfor til gratis koncert, denne gang på Bispetorvet.

»På papiret gjorde vi noget helt forkert dengang. Man kan da ikke spille på en café. Det skulle da være på et spillested. Det er lidt det samme, vi gør nu her, hvor vi beder folk om at finde halstørklædet frem,« siger Steffen Brandt og medgiver, at det er lidt vanvittigt at stille en udendørsscene op i slutningen af oktober.

»Det er et eksperiment. Vi ved jo ikke, om vi kan spille i fem grader, eller hvor koldt det nu bliver. Vi ved jo ikke noget som helst. Men vi inviterer folk til at være med og blive del af en vanvittig kunstinstallation. Jeg håber, at det tiltaler rigtig mange. At gøre noget ud over det sædvanlige. Vi gjorde det dengang, vi ikke var noget. Vi gør det nu. Vi forsøger at beholde energien.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.