To nye letbaner i støbeskeen
Aarhus og Favrskov Kommuner har sat penge af til miljøundersøgelser.
Næste år vil de første synlige spor af den kommende letbane begynde at vise sig i terrænet.
Men allerede nu, inden det er afgjort, hvem der skal bygge broerne, anlægge sporene og levere togene til den nye bybane fra Nørreport via Skejby til Lystrup, har Aarhus og Favrskov Kommuner bevilget de første penge til de næste etaper.
De er tænkt fra Lisbjerg til Hinnerup og fra Banegårdspladsen til Brabrand. For teknik- og miljørådmand Bünyamin Simsek (V) er det vigtigt at holde projektet kørende.
Et signal til Christiansborg
»Hvis der kommer bare et lille slip i viljen til flere etaper, kommer de næste letbanetog til at køre i andre byer. Når vi er kommet igennem med letbanen, er det fordi kommunerne i Østjylland har stået sammen og sendt et kraftigt signal til Christiansborg om, at Østjylland ikke er en lille provinsdel, men en stor by, der skal have del i anlægsmidlerne,« siger han.
Foreløbig har de to kommuner sat penge af til VVM-undersøgelser (vurdering af virkninger på miljøet) i budgetterne for 2013-2016. Størstedelen af strækningen Lisbjerg-Hinnerup ligger i Favrskov Kommune.
Favrskovs borgmester Nils Borring (S) mener, at en letbane til Hinnerup gavner hele den østjyske region.
»Med et ”park & ride”anlæg ved E45, hvor man kan parkere bilen og tage letbanen ind til Aarhus, undgår man bilkøer, parkeringsproblemer og luftforurening i byen,« konstaterer borgmesteren.
I Mulhouse i Frankrig har han set sådan et anlæg, hvor p-billetten også gælder til toget. Favrskov Kommune har jorden lige ved E45 til at bygge anlægget på.
Til gavn for hele regionen
Selv om en letbane til Brabrand samfundsøkonomisk giver den bedste forrentning på grund af befolkningstætheden, forventer Bünyamin Simsek, at letbanen til Hinnerup anlægges først eller begge samtidig.
»Det er vigtigt at signalere, at letbanen ikke kun er for Aarhus, men er et østjysk projekt, som kommunerne er fælles om,« konstaterer rådmanden.
Fra VVM-undersøgelserne går i gang, går der minimum otte år, inden toget kører.
Senere udbygningsetaper er Aarhus H-Hasselager og videre til Skanderborg, Hinnerup-Hadsten, Lisbjerg-Randers og Aarhus-Silkeborg.