Aarhus-rådmand på barselsorlov
Efter byrådsmødet på onsdag vil Aarhus have to rådmænd på barselsorlov.
Børne- og ungerådmand Kristian Würtz (S) har anmodet byrådet om at få barselsorlov sammen med sin søn, som blev født i vinter. Han og hustruen Louise har desuden en to år ældre datter.
I forvejen holder teknik- og miljørådmand Laura Hay barselsorlov, efter at hun fik en datter i februar.
Würtz tilbage 20. august
Kristian Würtz vender tilbage til sit kontor mandag den 20. august. Derfor er han ikke med, når byrådet den 15. august har førstebehandling af forslaget til ny skolestruktur, som bl.a. indebærer lukning af Rundhøjskolen, Vejlby Skole og Kolt Skole fra skoleårets start august 2013.
Socialdemokraternes gruppeformand i byrådet, Camilla Fabricius, afløser ham på rådmandsposten, mens Eva Ryberg afløser ham i byrådet.