”Syge” skolebørn på rådhustrappen
Rundhøjskolen i Aarhus har nedbragt sygefraværet med 41 pct.

Man skulle næsten tro, der var udsalg på Aarhus Rådhus i eftermiddag. Op til byrådsmødets start kl. 16 var hovedtrappen fyldt med unge mennesker i soveposer, som gik de efter et køtilbud.
Men der var ikke tegn på, at politikernes principper var på udsalg.
Soveposerne var da også et udslag af det omfattende lobbyarbejde, som forældre, lærere og elever på Rundhøjskolen har sat i værk for at få omgjort forliget mellem S, SF og R om at lukke deres skole.
Når eleverne lå i soveposer, var det ikke, fordi de havde tænkt sig at overnatte på rådhustrappen. Derimod skulle happeningen illustrere, at de var syge, forklarer Claus Studsgaard, der er medlem af Rundhøjskolens bestyrelse.
Ved at sætte fokus på sundhed, motion og idræt har Rundhøjskolen nedbragt sygefraværet med 41 pct.
»Når politikerne lukker skolen, må vi regne med, sygefraværet stiger igen. Vi vil gerne arbejde den time ekstra, som regeringen ønsker, men det hænger jo ikke sammen, hvis vores børn bliver mere syge,« lyder det fra Claus Studsgaard.