Amtssygehuset sættes til salg
Region Midtjylland vil lade et statsligt ejendomsselskab overtage hospitalet på Tage-Hansens Gade.
Det statslige ejendomsselskab Freja skal formentlig overtage det gamle Århus Amtssygehus i Aarhus.
De hospitalsafdelinger, som i dag hører hjemme i bygningerne i Tage-Hansens Gade, skal i løbet af få år flytte til den hospitalsby, som er under opførelse i Skejby.
Ifølge et oplæg til en aftale mellem Region Midtjylland og Freja Ejendomme A/S skal statens ejendomsselskab, forsøge at sælge de gamle hospitalsbygninger i Aarhus.
Et flertal i regionsrådet godkendte i går principperne i en salgsaftale på det ordinære regionsrådsmøde. Aftalen, der i første omgang alene er en principbeslutning, betyder, at Freja skal lave et udviklingsprojekt af ejendommen.
Derefter skal Freja gensælge ejendommen.
Prisen fastsættes senere
Freja Ejendomme beskæftiger sig normalt kun med statens bygninger, men selskabet er valgt som ejendomsmægler, fordi regionen vil udnytte Frejas kendskab til salg af hidtil offentligt ejede ejendomme til andre formål. Parterne skal nu lave en konkret vurdering af de økonomiske forhold - herunder en eventuel salgspris
Først derefter skal regionsrådet tage endelig stilling til, om der skal laves en bindende aftale mellem Region Midtjylland og Freja.
Aftalen går også ud på, at Region Midtjylland allerede ved indgåelsen modtager betaling for ejendommen, som skal værdisættes som minimum efter vurderingssummen.
En anden del af aftalen er, at Freja Ejendomme skal overtage driften af ejendommen indtil hospitalet flytter. Region Midtjylland skal dog fortsat betale for energiforbruget og vedligeholdelsen m.m. Partierne K, V og DF tiltrådte ikke indstillingen.
»Der er ingen økonomisk gevinst ved at sætte ejendommen til salg ved Freja Ejendomme. Der er også andre muligheder,« sagde Poul Müller (K) på regionsrådsmødet.