Skoven skal komme af sig selv
Der skal ikke plantes træer, men aarhusianerne skal have en skov.
Aarhusianerne skal have en skov, der er så naturlig, at der ikke plantes et eneste træ i den på forhånd. Det var der bred enighed om, da byrådet behandlede forslaget onsdag.
Man tager en mark og lader den passe sig selv. De første år vil den ligne de brakmarker, som for en snes år siden blev taget ud af landbrugsdrift, men efterhånden vil der dukke buske og træer op, og ifølge fagkundskaben er det den bedste måde at gavne den biologiske mangfoldighed på.
Efter 25-50 år vil træerne så være groet så meget op, at skoven også har en rekreativ værdi for publikum.
Forslaget om at lade sådan en skov opstå af sig selv, kommer fra Socialdemokraterne i Aarhus Byråd. De har foreslået, at den kommer til at ligge i Åbo, hvor kommunen har erhvervet et område til skovrejsning, primært for at beskytte nogle vigtige kildepladser til drikkevand, men også for at aflaste bl.a. Marselisborg-skovene for et stort publikumstryk.
Men en skov kan bedst opstå af sig selv i nærheden af en anden skov. Ifølge Naturstyrelsen skal der helst være frøkilder inden for en afstand af 100 meter, og det er der ikke i det nye skovrejsningsområde i Åbo.
Kommunens fagfolk foreslår derfor, at man i stedet vælger et område ved Lisbjerg Skov eller mellem Beder og Malling, hvor kommune har opkøbt et område til skovrejsning, og hvor muligheden for frøspredning er bedre.
Det skal nu drøftes nærmere i teknisk udvalg.