Værtshuse i kamp om unge

Værtshuse i Aarhus føler sig tvunget til at dumpe priserne på alkohol for at kunne konkurrere med fredagsbarer.

Artiklens øverste billede

Tre shots for 25 kr. og øl til halv pris er resultatet af en usund konkurrencesituation i Aarhus, hvor de unge har mange billige alternativer til byens etablerede restauranter.



Det mener de to brancheforeninger Horesta samt Danmarks Restauranter og Cafeer.



»Restaurationsbranchen er presset i en studenterby som Aarhus, hvor de unge går til fester på gymnasier, kollegiebarer og studenterbarer, som er indrettet som værtshuse og diskoteker, men hvor der sælges meget billige drikkevarer,« siger informationschef Carsten Kruuse, Danmarks Restauranter og Cafeer.



Resultatet er, siger han, at de unge er begyndt at gå senere i byen, og at værtshusene derfor mangler gæster.



»De unge synes, det er for dyrt at gå på værtshus, og derfor laver restaurationsbranchen tilbud, som kan lokke dem væk fra de semiprofessionelle barer,« siger han.



Adm. direktør Katia K. Østergaard fra hotel- og restaurationsbranchens forening Horesta finder det »helt besynderligt,« at uddannelsesinstitutioner overhovedet beskæftiger sig med barvirksomhed.



At det oven i købet sker med discountpriser, sætter den etablerede restaurationsbranche under et prispres, siger hun.



»Ingen virksomheder synes, at det er sjovt at sætte varerne ned til halv pris eller forære dem væk. Det gør man kun af nød, fordi man er presset,« siger Katia K. Østergaard.



Tom E. Jakobsen, som er direktør for Studenterhusfonden, der via sin kantinedrift er involveret i nogle af fredagsbarerne på Aarhus Universitet, afviser brancheforeningernes bekymringer.



»Jeg ved noget om, hvor meget der sælges i de små fredagsbarer, og det er forsvindende lidt. Der er ingen konkurrence i det. Hvad der sælges i fredagsbarerne, er så minimalt, at det ikke ville kunne holde en etableret restauratør i live overhovedet,« siger Tom E. Jakobsen.



null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen