Kortene på bordet om truet værested

Lukningen af Aarhus' eneste værested for voksne udviklingshæmmede, Café Frederik, vil gå hårdt ud over brugerne, siger leder. Kate Runge (V) udtrykte under byrådsdebatten bekymring over, at Café Frederik står til lukning.

Artiklens øverste billede

De over 100 brugere af Café Frederik på Paludan Müllers Vej har ikke noget andet sted at gå hen, hvis politikerne gør alvor af truslen og lukker stedet.



Det siger den daglige leder, Himzo Suljic.



»Sidste år blev Den Blå Delfin lukket, og nu findes der ikke noget lignende tilbud. Jeg frygter, at nogle kommer ud i småkriminalitet og bliver socialt isolerede,« siger Himzo Suljic.



Himzo Suljic er den eneste fuldtidsansatte. Derudover bruges vikartimer.



Samlet set kan kommunen ifølge socialrådmand Hans Halvorsens (S) nye spareplan spare, hvad der svarer til to fuldtidsstillinger ved at lukke tilbuddet.



Alt i alt er der tale om en besparelse på 725.000 kr. årligt fra 2012.



Onsdag behandlede byrådet opbremsningen af kommunens økonomi på samtlige magistratsområder. Socialområdet rammes ekstra hårdt med sit helt eget opbremsningskatalog og nye besparelser på 27 mio. kr.

Økonomien skal i balance

Socialrådmandens fremlagte katalog er i øjeblikket i høring, hvorefter det er inden for rådmandens kompetence at beslutte, om alle tiltag skal føres ud i livet, eller om noget skal pilles ud.



Det kræver i givet fald, at der findes alternative besparelser, for rådmanden har forpligtet sig til at få økonomien til at balancere.



Først når høringen er overstået, vil Hans Halvorsen tage stilling til, om Café Frederik også står på denne endelige liste.



»Men jeg kan sige, at det gør indtryk, når fire brugere kommer til byrådsmødet med høringssvar,« siger rådmanden.



Kate Runge (V) udtrykte under byrådsdebatten bekymring over, at Café Frederik står til lukning.



»Man nedlægger det eneste værested for psykisk udviklingshæmmede. Hvad skal der blive af disse mennesker, der er afhængige af at have et sted at samles, være aktive og have et socialt liv? Vi vil gerne have sagen i udvalget for nok en gang at se på, om man har fundet de besparelser, der gør mindst ondt,« sagde Kate Runge i byrådssalen.

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen