Puddelhunde og bananskørt

Josephine Baker - kvinden, der underholdt europæerne fra 1925 til 1975 - bliver atter levende i Nicolle Rochelles skikkelse i Musikhuset Aarhus.

Artiklens øverste billede

Vitaliteten var ikke til at holde tilbage, og stemningen var højere end niveauet i kaffekopperne ved cafébordet i Musikhuset Aarhus' foyer tirsdag formiddag, da den 29-årige Nicolle Rochelle og den 67-årige Jérôme Savary stillede op til interview før aftenens danmarkspremiere på musicalen ”Looking for Joséphine”.



Man kunne ikke mærke, at Savary og hans sangere og musikere først var kommet til Århus lidt før midnat dagen før - uden bagage - på grund af sne i lufthavnen i Paris i mandags.



Nicolle Rochelle behøver dog heller ikke at bekymre sig så meget om sit kostume. Det, publikum især vil huske, er en klase bananer, der er brugt til at lave et bananskørt.



Sort verdensstjerne

Jérôme Savary er idémanden og instruktøren bag musicalen om den første sorte verdensstjerne, Josephine Baker, og Nicolle Rochelle synger og danser hovedrollen i stykket.



Nicolle Rochelle er ikke krukket, men helt sig selv, da hun ankommer med sine to puddelhunde og hilser med kindkys, som var vi bekendte. Trods sin unge alder har hun snart 20 års jubilæum i showbusiness med en fortid i ”Cosby Show”, hvor hun som 12-årig i en sæson spillede veninde til en af Bill Cosbys døtre, og i tv-serien ”Fame”, før hun slap igennem nåleøjet og kom på Broadway som sanger og danser.



Siden 2006 har hun arbejdet sammen med Jérôme Savary. ”Looking for Joséphine” havde premiere på Opéra Comique i Paris den 25. november 2006, og efter fire måneder på teatret, hvor Jérôme Savary også er direktør, har forestillingen turneret i bl.a. Frankrig og Spanien - og to weekender i New Orleans.



»Vi har spillet stykket mere end 500 gange, og vi bliver ved, til det er spillet færdigt,« siger Jérôme Savary.



»Jeg bliver også ved, til der ikke er flere, der vil komme og høre og se os,« siger Nicolle Rochelle.



Til Broadway

Kalenderen er fyldt op i år, hvor turen efter Århus går til Folketeatret i København - og derefter videre til Wien og Innsbruck. Og så til Tyskland.



»Og i september 2010 er vi inviteret til et universitet ved New York, hvor vi skal spille i en uge.«



»Så lejer vi os ind på et teater på Broadway i mindst 10 dage,« forsikrer Jérôme Savary. »For det amerikanske publikum skal også have chancen for at se stykket.«



Nicolle Rochelle hviner af glæde, som om hun aldrig har hørt planen om Broadway før: »Er det rigtigt, det er fantastisk.«



Og hendes øjne lyser som glødende kul, mens smilet viser en glæde og ansigtet en mimik, så man pludselig tror, at det er Josephine Baker, der sidder på den anden side af cafébordet.



Jérôme Savary sætter hurtigt tingene på plads:



»Vi søgte efter en sanger og danser, der kunne synge og danse som Josephine Baker. Især dansen er vanskelig. Men Nicolle er utrolig talentfuld. Hun kan det hele. Og så kan hun tale fransk.«



Nicolle Rochelle supplerer:



»Jeg har altid holdt af det franske sprog. Jeg lærte det for mange år siden.«



Igen sætter Jérôme Savary tingene på plads:



»Nicolle faldt for et af de grønne cykelbude i New York. Hun var kæreste med ham i to år. Så hun er god til fransk. Og hun kan også lave de samme talefejl, som Josephine Baker gjorde.«



En ting til fælles

Selv om der på de fleste punkter er uhyre stor forskel på Nicolle Rochelle og Jérôme Savary, havde de mindst én ting til fælles, da de mødtes for tre år siden.



De nærede begge en stor beundring for Josephine Baker, både som menneske og som kunstner.



Den sorte pige fra bagsiden af New Orleans, der kom til Frankrig i 1925 og efter forestillingen ”La Revue Nègre” med bl.a. Sidney Bechet på klarinet erobrede hele Europa.



Den topløse ”sorte perle” med bananskørtet væltede 20'ernes og 30'ernes intellektuelle Europa med bl.a. kunstneren og forfatteren Jean Cocteau - som i øvrigt var idémanden bag bananskørtet - maleren Pablo Picasso, komponisten Igor Stravinskij og vor hjemlige arkitekt og samfundsrevser Poul Henningsen for blot at nævne nogle få. Og hun nåede langt ud over den intellektuelle elite til det brede publikum med sine sensuelle sange og sin eksotiske optræden.



På trods af at den europæiske kolonialisme blomstrede i mellemkrigsårene - bl.a. udtrykt i en udstilling i Jardin des Plantes i 1932, hvor stammefolk fra Fransk Congo var udstillet i bure som i en zoologisk have - fandtes racismen i Europa ikke på samme måde som i USA.



Josephine Baker nægtede at optræde for et racedelt publikum i USA. Indtil 1956 var det i USA tilladt at holde hvide og sorte adskilt. Og i 1930'ernes USA kunne en musiker som Count Basie ikke gå ned i baren på de steder, hvor han optrådte. Baren var forbeholdt hvide.



Hun flyttede grænser

Josephine Baker var ikke politisk aktivist i forreste række. Men med sin overrumplende optræden gennem 50 år i Europa var hun med til at flytte grænser ikke blot for underholdning, men også for holdningen til mennesker med en anden hudfarve.



Hun engagerede sig også i borgerretsbevægelsen i sit fødeland, hvor hun aktivt støttede Martin Luther King.



Efter mordet på King opfordrede enken, Coretta Scott King, i 1968 Josephine Baker til at overtage ledelsen af borgerretsbevægelsen i USA.



Josephine Baker sagde nej tak med henvisning til, at hendes børn var for små til, at hun kunne overkomme det. Hun havde nemlig på det tidspunkt skabt sin ”Regnbuestamme” på sit slot, Chateau de Milandes, i Dordogne. Her boede hun med 12 adopterede børnehjemsbørn af vidt forskellig etnisk baggrund.



Hun førte en kolossal husholdning, og økonomien smuldrede.



Men da det var ved at gå helt galt, trådte den tidligere amerikanske filmstjerne Grace Kelly, der da var blevet hertuginde i Monaco, til med kontant hjælp.



De to mødtes i 1951, da Josephine Baker var blevet nægtet servering i Sherman Billingsleys berømte Stork Club på 53rd Street i New York. Grace Kelly var til stede. Hun styrtede hen til Josephine Baker, mens hun råbte, at hun aldrig mere ville sætte sine ben på den eksklusive natklub. Siden den hændelse var de to nære veninder.



Jazzhistorie

Musicalen ”Looking for Joséphine” kan ikke undgå at fokusere på racespørgsmålet.



Men det centrale er jazzens historie, skildret gennem Josephine Bakers specielle karriere.



Musicalen begynder i nutiden, som Jérôme Savary også selv gjorde.



Han var få måneder efter orkanen Kathrina i 2005 i New Orleans for at lede efter medvirkende til musicalen. Her mødte Jérôme Savary jazzmanden David Boeddinghaus, som blev musikalsk tilrettelægger og dirigent på forestillingen.



Og i stykket optræder en fransk instruktør (ikke spillet af Jérôme Savary: »Jeg er for gammel og for genert.«), der leder efter en, som kan spille Josephine Baker i en genopsætning af ”La Revue Nègre”. Med hjælp fra den gamle jazzpianist Old Joe, der også fortæller jazzens historie i musicalens første del, lykkes det. Og derefter går turen til Paris.



Jérôme Savary lægger ikke skjul på, at han elsker jazz: »Og selv om jeg ikke er en god musiker, har jeg da spillet med Dizzy Gillespie.«



»Nå, ja, hvert år spillede han på en brandbil ved en parade i New York. Og da jeg var ung, var jeg til paraden. Jeg sprang op på brandbilen med min trompet. Jeg spillede fanfaren. Dizzy Gillespie opdagede mig næppe, men siden har jeg med fuld ret pralet af, at jeg har spillet sammen med den legendariske trompetist!«



Forestillingen i Århus er i øvrigt verdenspremiere for ”Looking for Joséphine” på engelsk.



I Wien kommer der en tysk version.



»Vi vil da bestræbe os på at indrette sproget efter publikum,« siger Jérôme Savary.



Op på spørgsmålet om, hvorvidt vi kan vente en dansk version, siger Nicolle Rochelle med et charmerende smil og på dansk:



»Jeg elsker dig. Kys mig lige midt på munden!«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen