Økonomien holder - lige netop

Koncertarrangøren til søndagens Leonard Cohen-koncert er tilfreds og afviser kritikken af de lange køer ved indgangene.

Med knap 10.000 solgte billetter til søndagens koncert med den canadiske sanger og sangskriver Leonard Cohen i Rådhusparken i Århus hænger økonomien nogenlunde sammen.



Det vurderer Jørgen Kryel fra det lokale bookingbureau RMT Productions, som har arrangeret koncerten i samarbejde med Musikhuset Aarhus og ICO Concerts.



Arrangørerne havde sat 15.000 billetter til salg, men for få uger siden erkendte Jørgen Kryel, at det virkede urealistisk, at alle billetterne ville blive solgt. Han medgav, at han havde været optimistisk i forhold til interessen for Leonard Cohen.



»Vi havde plads til 15.000 mennesker, men havde ikke brug for dem alle for at få regnestykket til at gå op. Med næsten 10.000 solgte billetter tror jeg faktisk, at økonomien hænger nogenlunde sammen.«



Lange køer

Én time før koncerten med Leonard Cohen var der lange køer ved indgangene til koncertpladsen.



Folk stod hele vejen ned ad Banegårdsgade og ad Park Allé helt op til Rådhuset, og flere brokkede sig over ventetiden.



»Det er typisk Århus, man kan jo knap nok nå at komme ind til koncerten i tide,« udbrød en kvinde ved udsigten til at skulle stå i kø.



Alle kom ind i tide

Jørgen Kryel afviser kritikken og forsikrer, at alle gæster kom ind i parken, inden Leonard Cohen gik på scenen.



»Ved denne koncert har vi scannet alle billetterne ved indgangene i stedet for blot at rive snippen af. Det sikrer os mod snyd, men tager selvfølgelig lidt længere tid. Vi havde otte indgange, som hver kunne tage 1.000 mennesker i timen, så det var tilfredsstillende. Hvis vi helt skulle undgå kødannelser, skulle vi have 100 indgange, og dem ville vi nok få svært ved at placere.«



Dæmpet lyd

Flere koncertgæster hæftede sig ved den forholdsvist lave lyd i Rådhusparken. Ifølge Jørgen Kryel var lyden indstillet efter bandets egne ønsker.



»Der er restriktioner for, hvor højt man må spille i parken, men efter min vurdering var bandet ikke helt oppe på det maksimale, tilladte niveau. Lyden var rigtig god midt for scenen, men bevægede man sig langt ud i siden, var den lidt tynd i det.«

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen