Viby Skole knækker koden

Viby Skole ligger i top trods mange indvandrerelever. Opskrift: Disciplin og ambitiøse lærere.

Artiklens øverste billede
Viby Skole klarer sig flot, selvom der er mange to-sprogede elever på skolen. På foto ses 7.b, der skal til at starte på et projekt om lande. Foto: Casper Dalhoff

Mange indvandrerelever behøver ikke at betyde dårlige karakterer.

Det beviser Viby Skole, der trods 25 pct. tosprogede elever er byens fjerdebedste folkeskole målt på sommerens afslutningsprøver. Da opnåede skolens elever et gennemsnit på 8,6.



Succesen skyldes en nultolerance-politik over for larm, dårlig opførsel og mobning.



»Vi accepterer ikke, at de få ødelægger det for de mange,« siger skoleleder Kalle Kristensen.



Æren skal også tilskrives intensiv læsetræning i de yngste klasser og ambitiøse lærere, der får meget efteruddannelse, påpeger han og understreger, at hvis der kommer mere end 25 pct. tosprogede elever i en skoleklasse, vil det gå ud over undervisningen.



Til sommer lukker Nordgårdskolen og Frydenlundskolen, som begge ligger i bunden af skalaen.



En stor del af disse skolers elever overføres til andre socialt belastede skoledistrikter, og fra næste år er der fire distrikter i kommunen med mere end 80 pct. tosprogede elever.



Lærer Steen B. Andersen (S), medlem af børn- og ungeudvalget, erkender, at de fire skoler har en svær opgave at løse.



»Det bedste ville være, hvis vi med forældrenes accept kunne få spredt de tosprogede elever noget bedre på kommunens øvrige skoler. Alle undersøgelser viser, at hvis mere end maksimalt halvdelen af eleverne i en klasse er tosprogede, så går det ud over undervisningen,« siger han.



»Men hvis vi sørger for at tilføre de berørte skoler ekstra ressourcer samt inddrager de integrationserfaringer, som man har gjort i blandt andet Sverige, så tror jeg ikke, at det er en umulig opgave.«

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen