Landic: Lighthouse kører efter planen

Islandske Landic Property, der står bag Lighthouse-projektet, har fået økonomiske problemer. Men det berører ikke det århusianske projekt, fastslår virksomhedens direktør.

Artiklens øverste billede

Finanskrisen har for alvor ramt det islandske ejendomsselskab Landic Property, der står bag Lighthouse-projektet på Århus Havn.



Men selv om selskabet i går meddelte, at der ikke længere er penge til at betale renter i et af virksomhedens selskaber, påvirker det ikke det århusianske projekt, forsikrer Michael Sheikh, som er direktør i Landic Property.



»Sagen berører overhovedet ikke Lighthouse-projektet. Det kører som planlagt,« siger Michael Sheikh.



Det er et ejendomsprojekt i Sverige, som giver problemer for Landic Property. Virksomheden ejer 12 ejendomme i Stockholms-området. Her har finanskrisen betydet, at ejendommene nu er vurderet til 2,6 mia. svenske kr., hvilket er væsentligt lavere end købesummen. Konsekvensen er, at långiveren har smækket kassen i, så der ikke kan betales såkaldte obligationsrenter. Dermed er egenkapitalen i selskabet i øjeblikket for lav i forhold til købsprisen. Landic Property kan derfor ikke længere betale renter på lånet i den del af selskabet.



»Vores samlede ejendomsportefølge har en værdi af over 30 mia. kr. Dermed er den berørte del af porteføljen kun en lille del af selskabet,« siger Michael Sheikh.



Højhus i venteposition

Landic Property er nu den eneste private investor i Lighthouse-projektet på Århus Havn.



Problemer med at finde kapital resulterede i december 2008 i, at det planlagte højhus på 142 meter udskydes, og at Lighthouse-konsortiet kun overtager en del af grunden, hvorpå den lave del med et kommende Comwell-hotel og boligforeningernes lejligheder bygges. Comwell-hotellet bliver på 19.000 kvm., og der bliver 5.000 kvm almene boliger og ungdomsboliger på i alt 3.000 kvm. Boligforeningerne har betalt deres andel på 51 mio. kr., og Landic Property også har betalt sin andel på 119 mio. kr. til Århus Kommune. Det islandske selskab har nu en frist til den 1. december 2010 til at finde resten af pengene op til 417 mio. kr., så det også kan overtage grunden til højhuset. Efter planen skal hotellet stå klar den 1. januar 2012.

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen