Verdens største spieringskran er i Århus
Der skal store kræfter til, når Ceres Bryggeriet på Silkeborgvej skal lukkes. Derfor får Århus besøg af verdens største spieringskran.
Denne kæmpe foldes ud på 20 min, er lige så høj som Rundetårn og har en rækkevidde så stor som en fodboldbane, men alligevel er den som en balletdanser, den vender på en tallerken og kan komme ind overalt, da alle 14 hjul drejer uafhængig af hinanden.
Kæmpekranen skal løfte seks store tanke ud af bryggeriet. Tankene skal flyttes til Faxe, hvor produktionen af øl fortsætter efter lukningen af Ceres på Silkeborgvej.
Tagkonstruktionen skal løftes af bryggeriet for at løfte de seks tanke, der er fem meter i diameter og 16 meter høje.
Enmandshær
Spieringskranen er en revolution inden for kranverdenen, den har alle tårnkranens fordele, den opererer på et minimum af plads, den er hurtig og nem at montere og giver optimal hejsetid til kunden, den har mobilkranens mobilitet og dermed er den omkostningsbesparende.
Bas Kraner i Odense investerede for to år siden i den første spieringskran, og succesen med denne har gjort, at firmaet med den nye investering satser udelukkende på denne type kraner.
Spieringskranen er en enmandshær for byggebranchen. Den betjenes af én mand, kranen medbringer selv støtteplader, er udstyret med egen generator, der gør, at den kan køre nat og dag, da den er monteret med fire stk. 1000 watt projektører på jibben. Den kan arbejde i op til vindstyrke 7 og kan betjenes både fra jorden og fra tårnet.