10. klasse og ungdomsuddannelse i ét hug
Århus Kommune og erhvervsuddannelserne i Århus har indgået en aftale om en helt ny form for 10. klasse.
Her kan elever i 10. klasse fra næste år kombinere skolegangen med erhvervsuddannelsernes grundforløb.
Formålet er at gøre op med nogle unges vanskeligheder med at komme i gang med en ungdomsuddannelse efter folkeskolen.
»Vi giver flere unge en god start på deres ungdomsuddannelse, så de får de bedste mulighed for at gennemføre den. Det er ganske enkelt afgørende for at klare sig godt senere i livet. Målet er, at 95 procent af en ungdomsårgang i 2013 skal have en ungdomsuddannelse, og dette er en del af vores strategi,« udtaler børne- og ungerådmand Jacob B. Johansen (S).
Eleverne på den særlige 20/20-ordning følger 20 ugers undervisning i folkeskolen og 20 uger på erhvervsuddannelsen.
Herefter har eleven gennemført erhvervsuddannelsens grundforløb.
Erhvervsskolerne i Århus hilser den nye ordning velkommen og ser 20/20-modellen som et positivt tiltag med henblik på at forbedre elevernes overgang fra folkeskole til ungdomsuddannelse.