VU revser Venstre

Venstre i Århus skal gå langt hårdere til borgmester Nicolai Wammen (S) og i det hele taget forny sig. Sker det ikke, er byens største oppositionsparti overflødigt.

Artiklens øverste billede
Venstres politiske ordfører Bünyamin Simsek henstiller til VU om at spille sammen med moderpartiet. Arkivfoto: Valdemar Jørgensen

Opråbet kommer fra egne rækker, Venstres ungdomsafdeling, VU Århus.

»Venstre skal stå som et liberalt parti, der er i stærk opposition til overskredne budgetter, lummer socialisme og dårlige undskyldninger. Jeg håber, at Laura (Hay, Venstres nye leder, red.) viser sig som en skarp lederfigur, der tør lufte upopulære, men nødvendige beslutninger, så Venstre kommer til at fremstå som et reelt alternativ til den røde blok,« lyder det fra Jens Husted, der blev valgt som formand den 23. januar.

Han er ikke i tvivl om årsagen til, at valget i november gav Venstre i Århus, hvad han kalder et af de største nederlag på landsplan: At Venstre under den tidligere topfigur Gert Bjerregaards ledelse har opnået mange halve sejre ved at søge indflydelse og kompromisser i samtlige politiske forlig og forhandlinger.

»Det har helt sikkert også haft sine fordele, men samarbejdet har dog sløret det liberale fodaftryk så kraftigt, at vælgerne kan have svært ved at se, hvad Venstre egentlig har opnået,« mener VU-formanden.

Kritik af budgetforlig

Han fremhæver efterårets forlig om Århus Kommunes budget som et konkret eksempel. Ved at Venstre er med i det, har partiet modstræbende også erkendt, at det står inde for budgettet. Derfor faldt Gert Bjerregaards kritik af Nicolai Wammen og budgetforliget under valget også helt til jorden, konstaterer Jens Husted med en henvisning til, at de to topkandidater i valgkampen havde store diskussioner om, hvorvidt Århus Kommunes økonomi var på vej ud over afgrunden eller i balance.

VU Århus håber, at Venstres byrådsgruppe på fem politikere ikke vælger at søge overskrifter og halvbillige points, men i stedet råber vagt i gevær hver gang, der bliver afsat en krone for meget til et af Nicolai Wammens prestigeprojekter.

»Hvis ikke Venstre formår at fremstå som et seriøst alternativ, bør det i stedet bakke egentligt op om Wammen og bekende kulør. Sker det, er partiet reelt set overflødigt,« siger Jens Husted.

Simsek afviser

Venstres politiske ordfører Bünyamin Simsek afviser al snak om overflødighed og henstiller til VU om at spille sammen med moderpartiet. Ellers vil ungdomsforeningen selv blive overflødig, siger han.

Ordføreren betoner også, at politik ikke handler om, at politikere skal agere efter at få flest stemmer ved valget.

»For mig handler politik om at få gennemført forandringer. Venstre har præget de politiske beslutninger markant gennem de seneste fire år,« siger han og fremhæver, at i og med, at partiet har været i mindretal er det nødvendigt at indgå kompromisser for at få indflydelse.

Bünyamin Simsek understreger også, at Venstre allerede i det nye år har markeret sig i værdipolitiske debatter om svinekød i daginstitutionerne og dialogprisen som var tiltænkt en omstridt iransk ekspræsident.

»Vi vil ikke jagte borgmesteren, men vi vil gøre en stor dyd ud af at præsentere politiske udspil,« siger Bünyamin Simsek, der erkender, at Venstre skal være bedre til at kommunikere ud til borgerne, hvad partiet står for og har af sejre i byrådet.

null

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen