Den århusianske mafia

På Christiansborg kæmper århusianske politikere side om side.

Artiklens øverste billede

Det er ikke altid en let opgave at kæmpe for de århusianske interesser i et folketing, hvor den vestlige del af Danmark ikke synes specielt interessant for de københavnske politikere.

Ja, ja… Den er god med jer. Det næste bliver vel, at I også vil bygge en bro til Færøerne...!

Der blev rystet overbærende på hovedet, da idéen om en bro over Kattegat første gang blev luftet i Folketinget. Et så ambitiøst projekt måtte være en aprilsnar i utide, syntes hovedparten af de københavnske folketingspolitikere at mene. Der er sket meget siden. Godt nok er der stadig meget lang vej til en fast forbindelse over Kattegat, men i dag bliver idéen taget alvorligt. Ikke mindst på grund af et stædigt og vedvarende pres fra en gruppe århusianske folketingsmedlemmer.

Mafia





”Den århusianske mafia,” som Svend Auken tidligere døbte samarbejdet mellem de århusianske politikere, er ikke den nyeste, men derimod den stærkeste, geografisk baserede, alliance på Christiansborg. For ”mafiaen” er det ikke partifarven, der er det væsentligste, men kampen for Århus.



»Der er slet ingen tvivl om, at der findes et bånd mellem de århusianske folketingspolitikere. Sammen kan vi sagligt dokumentere Århus' betydning på en række områder, og det påvirker jo altid andre politikere,« siger Tom Behnke, retsordfører for de konservative.



Han nævner specifikt miljø, infrastruktur, kulturarv og statsinstitutionernes placering som oplagte eksempler på områder, hvor ”mafiaen” kan operere.



Ikke formaliseret

Det århusianske samarbejde er ikke formaliseret. Gruppen er kun samlet to gange om året, når Århus Kommune inviterer de lokale folketingspolitikere til en snak om århusianske udfordringer og visioner. I hverdagen på Christiansborg fungerer alliancen blot ved, at ”mafiaens” medlemmer kontakter hinanden, når der er lokale sager, der bør kæmpes for i fællesskab. Og det er ofte nødvendigt. På Christiansborg er den jyske hovedstad nemlig ikke naturligt i fokus.



»Når man sidder på Christiansborg, undrer man sig over, at Århus som landets største by ikke har en mere markant rolle at spille. Det er blevet en vane, at København er i centrum. Det er enormt arbejdskrævende hele tiden at få sat Århus på dagsordenen,« siger Eyvind Vesselbo (V).



Eyvind Vesselbo ser dog ikke i lige så høj grad som nogle af kollegerne sig selv som en del af en effektiv, østjysk alliance. Han foretrækker selv at gå til ministrene, når lokale interesser skal plejes.



»Nogle gange får ministrene et fjernt blik i øjnene, når jeg siger: »”Det kunne da godt ligge i Århus,”« siger Eyvind Vesselbo, der begrunder modstanden med, at mange af ministrene er valgt i København og Nordsjælland og derfor har deres fokus her.



Det flyder sammen

Tom Behnke går endnu videre:



»Min fornemmelse er, at politikere valgt på Sjælland har en holdning om, at Århus jo bare er provinsen. Det flyder fuldstændig sammen. Jeg tror ikke, at de evner at forstå, hvor stor en rolle Århus i virkeligheden spiller. Jo tættere, man kommer på hovedstaden, desto værre bliver det.«



René Skau Björnsson (S) genkender »københavneriet,« som han kalder det, men han vil ikke være med til at bebrejde de sjællandske politikere.



»Det er klart, at de, der er valgt på Sjælland, har meget fokus der,« siger han og tilføjer:



»Jeg har det også sådan, at når københavnerne begynder at tale om Gentofte, Hellerup og Frederiksværk, så er det jo København. Hele Sjælland er jo nærmest København for mig.«



René Skau Björnsson mener i stedet, at det er de århusianske politikeres eget ansvar at få den politiske sol til at skinne på Århus. Og her er ”mafiaen” et vigtigt redskab.



»Vi får ikke mere indflydelse, end den vi selv skaber,« fastslår han.



Politisk ordfører for de konservative Henriette Kjær har primært hæftet sig ved københavnernes manglende evne til at se, hvad Sjælland kunne få ud af at samarbejde med Østjylland. Hidtil har københavnerne ikke rigtig været tvunget til at kigge mod vest, men det begynder at ændre sig nu, lyder forudsigelsen fra den tidligere konservative trafikordfører.



Nye tider

»Københavnerne har været vant til at være meget forkælede, men jeg tror, at de vil blive overraskede over, at der kommer nye tider nu. F.eks. med de investeringer der bliver foretaget i Skejby Sygehus. Der kommer til at være specialer, der kun vil findes i Skejby, så nogle københavnere vil snart være tvunget til at skulle derover. Og så kunne det jo være, at de bliver lidt mere interesseret i hovedfærdselsårer til Jylland,« siger Henriette Kjær.



Hun mener, at den århusianske mafia har haft rimelig succes med at få københavnerne til at kigge mod Østjylland. Som eksempel nævner hun planen om letbanen.



Men som det mest aktuelle eksempel fremhæver alle fire politikere Kattegatbroen. Den blev ganske vist ikke levnet mange linjer i Infrastrukturkommissionens rapport forleden, men ”mafiaen” vil fortsat kæmpe indædt for en forundersøgelse. Ikke kun, fordi det er i århusianernes interesse, men fordi en bro ifølge dem vil gavne hele Danmark og forbedre sammenhængskraften mellem landsdelene.



Og det er faktisk en vigtig pointe for alliancen. Den kæmper ikke blindt for Århus, men for de idéer der gavner Østjylland, og som samtidig kan forsvares ud fra et landspolitisk perspektiv.



»Det er ikke gammeldags sognerådspolitik, men helt seriøse forslag som vi er fælles om at arbejde for,« understreger Henriette Kjær, der bl.a. af den grund ikke er så begejstret for at kalde samarbejdet for en ”mafia.”



»Det har en klang af, at man træffer usaglige beslutninger for at fremme et bestemt område.«



Hendes partifælle Tom Behnke foretrækker i sjov betegnelsen ”Den østjyske Elite”, men af andre årsager end Henriette Kjær.



»I valgkampen oplevede jeg, at en borger havde misforstået det med mafiaen. Da jeg stod på Strøget og delte valgmateriale ud, kom en ældre dame hen til en partifælle og skældte ud, fordi hun syntes, at det var uværdigt både at være konservativ og kriminel,« smiler Tom Behnke.



anders.elleby@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen