Dovne husejere går fri
Husejere løber ikke den store risiko for at få et påbud eller et bødeforlæg, hvis de ikke gider at skovle sne.
De mange husejere, som ikke gider at fjerne sne fra deres fortov, kan på en snevejrsdag roligt blive liggende under dynen, uden at der er stor risiko for, at det bliver påtalt af kommunen eller politiet.
Vejingeniør Per Kristensen, Trafik og Veje i Århus Kommune, oplyser ganske vist, at kommunen i går lagde de første henstillinger om snerydning i postkassen hos et par husejere. Men man reagerer kun, når der kommer konkrete klager. Det er aldrig sket, at klager er blevet sendt videre til politiet, som kan give et bødeforlæg til de dovne husejere. Uopfordret kontrol foretages ikke.
»Det har vi ikke ressourcer til, og det tror jeg med al respekt heller ikke, at politiet har,« siger Per Kristensen.
Han oplyser, at kommunen i enkelte tilfælde forrige vinter ryddede et fortov på husejerens regning, men siger også, at kommunen ikke er glad for at optræde som politimyndighed, selvom det er kommunen, som har tilsyn med vinterrydningen.
»Vi kan kun opfordre folk til at få sneen ryddet. Folk kan falde og brække et ben eller en arm. Dermed risikerer husejeren at få et stort erstatningskrav. Det er langt mere alvorligt både økonomisk og menneskeligt end det krav, som vi kan komme med,« siger Per Kristensen.
Mange faldskader
Også i brancheorganisationen Forsikring & Pension opfordrer konsulent Tenna Westergaard til, at folk tager snerydningspligten alvorligt.
»Der er ingen tvivl om, at der sker en del faldskader på grund af manglende snerydning,« siger hun.
Østjyllands Politi har i forbindelse med den seneste frost modtaget enkelte henvendelser om manglende rydning af sne og is. Men det er ikke politiets bord.
»Når folk ringer til os, vejleder vi om, at det er kommunen, de skal henvende sig til,« fortæller politikommissær Mogens Brøndum.