Politiet fandt stoffer og knive efter anmeldelse om uro
Østjyllands Politi modtog en anmeldelse om, at en gruppe unge mænd diskuterede voldsomt på en parkeringsplads i Viby klokken 20:49 onsdag aften.
Flere betjente kom hurtigt frem til parkeringspladsen, hvor seks mænd stod. En 33-årig mand skyndte sig at smide en genstand i en skraldespand, da han opdagede politiet, fortæller døgnrapporten. Det viste sig at være en kniv. Derfor blev manden anholdt og sigtet for overtrædelse af knivloven.
Betjentene fandt desuden en machete i buksebenet på en 18-årig mand, da de visiterede gruppen. Macheten blev ligesom kniven beslaglagt, og den 18-årige fik ligeledes en sigtelse for at overtræde knivloven.
En anden 18-årig mand havde et par joints i lommen, hvilket udløste en sigtelse for besiddelse af euforiserende stoffer.
De øvrige mænd havde ikke noget ulovligt på sig, men betjentene fandt endnu en kniv under en bil på parkeringspladsen. Den ville ingen af mændene ifølge døgnrapporten vedkende sig.
JP Aarhus