Mænd havde narko på spisebordet og penge i fryseren
Torsdag kl. 18.20 var Østjyllands Politis specialpatrulje forbi en adresse i Aarhus N, hvor betjentene havde mistanke om, at der blev opbevaret og solgt narkotika, fremgår det af døgnrapporten. Allerede da betjentene kom ind i opgangen, kunne de lugte, at der nok var hold i mistanken, idet der lugtede kraftigt af hash.
Hashlugten blev kraftigere, da betjentene nærmede sig den pågældende lejlighed, hvor de så to unge mænd komme gående ud fra. De to mænd på 18 og 25 år blev begge anholdt og gjort bekendt med, at politiet ville kigge lidt nærmere på lejligheden.
Under ransagning fandt betjentene både, MDMA, kokain og hash, alt sammen fordelt i salgsposer, samt et stort kontantbeløb, gemt i en pose i fryseren, som formodes at stamme fra salg af narkotika.
Den 25-årige mand blev desuden fundet i besiddelse af en joint. Det hele blev beslaglagt og de to mænd blev sigtet for besiddelse af narkotika med henblik på videresalg.
JP Aarhus