Nu vil Venstre have det på skrift
Gert Bjerregaard (V) ønsker redegørelse om hemmeligholdelsen af overvågningskameraers placering.
Byrådsmedlem Gert Bjerregaard (V) har bedt borgmester Jacob Bundsgaard (S) om en redegørelse for, hvorfor Aarhus Kommune ikke vil udlevere oplysninger om placeringen af omkring 1.800 overvågningskameraer.
»Hvad er den eller de konkrete skader, der vil kunne ske, såfremt man udleverer oplysningerne,« spørger Gert Bjerregaard i en såkaldt 10-dages forespørgsel.
Som afdækket i JP Aarhus har Aarhus Kommune afvist at fortælle, hvor kommunens i alt 1.814 kameraer sidder og holder øje med aktiviteten i Aarhus. Afslaget blev begrundet med, at det sikkerhedsmæssige aspekt ville gå tabt, hvis offentligheden får indsigt i, hvor kameraerne hænger.
Gert Bjerregaard undrer sig, fordi fire andre østjyske kommuner gerne oplyser, hvor deres overvågningskameraer hænger. Samtidig har Ankestyrelsen den 24. marts bedt Aarhus Kommune om at genoptage sagens behandling og træffe en ny afgørelse om agtindsigt.
Kræver gode grunde
»Jeg synes, der skal være nogle rigtig gode grunde til ikke at udlevere oplysningerne. Ikke mindst når Ankestyrelsen har præciseret, og man er blevet bedt om at lave ny praksis for det. Det skal være kommunens eller borgernes ultimative sikkerhed, som skal beskyttes, hvis man ikke skal oplyse, hvor de her kameraer er,« siger Gert Bjerregaard.
Han er uforstående over for, hvorfor Jacob Bundsgaard endnu ikke har givet en forklaring på hemmeligholdelsen.
»Det har ikke været nemt at få et svar fra borgmesteren, og nu vil vi have det på skrift,« siger han.
Forvaltningen har kvitteret for modtagelsen og lovet et svar senest den 29. april.