• For abonnenter

Hvem er man, når man ikke kan det, man kunne før, spørger Pernille Kørner, der har måttet genfinde sig selv som hjerneskadet

Den godartede tumor, som kirurgen for tre år siden fjernede fra Pernille Kørners hjerne, efterlod en hjerneskade.

Artiklens øverste billede
Pernille Kørner vil gerne undgå at kalde sin svulst godartet, for selv om det ikke er en kræftknude, har den stadig skabt voldsom ravage i hendes hjerne. Foto: Mads Andreas Frost

”Jeg ville ønske, at alt var som før du fik kramper og fik en knude, mor! Så kunne du være med til alting igen.”

»Det kan jeg godt forstå, min skat! Det ville jeg også ønske …«

»Jeg bliver stadig rørt,« konstaterer Pernille Kørner, der har skrevet ovenstående digt om datteren Rose. Og så sidder vi begge dér ved spisebordet med våde øjne.

For tre år siden blev den dengang 39-årige mor til tre opereret for en godartet tumor i hjernen, og selv om kirurgen fik det meste med, er Pernille Kørner ikke den samme som før. Hun er hjerneskadet.

I en artikelserie sætter JP Aarhus fokus på dét at miste. Frem mod sommer interviewer vi en række mennesker om deres tab og om vejen videre i livet.

»Jeg er udkommet i en ny udgave, og hele mig er ikke fulgt med,« forklarer hun.

Tumoren har helt konkret skubbet til nogle ting i hjernen og forhindret andet i at få ilt, og det betyder, at hun har mistet en række kognitive funktioner. Selv beskriver hun det, hun har mistet, som evnen til at kunne være til uden en bagkant.

Noter fra et år

»Hvem er man, når man ikke kan det, man kunne før?« spurgte Pernille Kørner mig for godt en måned siden i en mail. Her fortalte hun kort om sig selv og den digtsamling, hun har skrevet, men da jeg ikke vendte tilbage, skrev hun dagen efter med ekstra detaljer, og igen et par dage efter, og spurgte, om det kunne være et bud på en historie, jeg ville skrive. Og ja, det kunne det, men godt på vej på ferie måtte det vente, svarede jeg. Da hun vidste, jeg var tilbage fra ferie, sendte hun igen en mail bl.a. vedhæftet en brainstorm over, hvad hun gerne ville fortælle.

Hvorfor insisterede du sådan? spurgte jeg hende, da vi nogle uger senere sad ved spisebordet i familiens hus i det nordlige Aarhus.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.