Hvem er man, når man ikke kan det, man kunne før, spørger Pernille Kørner, der har måttet genfinde sig selv som hjerneskadet

”Jeg ville ønske, at alt var som før du fik kramper og fik en knude, mor! Så kunne du være med til alting igen.”

»Det kan jeg godt forstå, min skat! Det ville jeg også ønske …«

»Jeg bliver stadig rørt,« konstaterer Pernille Kørner, der har skrevet ovenstående digt om datteren Rose. Og så sidder vi begge dér ved spisebordet med våde øjne.

For tre år siden blev den dengang 39-årige mor til tre opereret for en godartet tumor i hjernen, og selv om kirurgen fik det meste med, er Pernille Kørner ikke den samme som før. Hun er hjerneskadet.

»Jeg er udkommet i en ny udgave, og hele mig er ikke fulgt med,« forklarer hun.

Tumoren har helt konkret skubbet til nogle ting i hjernen og forhindret andet i at få ilt, og det betyder, at hun har mistet en række kognitive funktioner. Selv beskriver hun det, hun har mistet, som evnen til at kunne være til uden en bagkant.

Noter fra et år

»Hvem er man, når man ikke kan det, man kunne før?« spurgte Pernille Kørner mig for godt en måned siden i en mail. Her fortalte hun kort om sig selv og den digtsamling, hun har skrevet, men da jeg ikke vendte tilbage, skrev hun dagen efter med ekstra detaljer, og igen et par dage efter, og spurgte, om det kunne være et bud på en historie, jeg ville skrive. Og ja, det kunne det, men godt på vej på ferie måtte det vente, svarede jeg. Da hun vidste, jeg var tilbage fra ferie, sendte hun igen en mail bl.a. vedhæftet en brainstorm over, hvad hun gerne ville fortælle.

Hvorfor insisterede du sådan? spurgte jeg hende, da vi nogle uger senere sad ved spisebordet i familiens hus i det nordlige Aarhus.