Tyveri i genbrugsbutik udviklede sig voldsomt
Et butikstyveri endte med, at en 19-årig mand blev sigtet for trusler på livet.
Søndag eftermiddag gik en gruppe unge mennesker ind i en genbrugsforretning på Vestervej i Ebeltoft. Butiksbestyreren har forklaret til politiet, at han blev opmærksom på, at den ene af dem havde taget et metalskilt og gemt under jakken, hvorefter hele gruppen forlod forretningen, fremgår det af døgnrapporten fra Østjyllands Politi. Butiksbestyreren fulgte efter de unge mennesker, og personen, der havde taget skiltet, erkendte tyveriet og afleverede skiltet tilbage. Han blev herefter bedt om at følge med ind i baglokalet, hvor han fik besked på, at tyveriet ville blive anmeldt til politiet.
Butiksbestyreren fik taget billede af den unge mands ID, hvorefter han bad ham om at forlade stedet og ikke vise sig i butikken igen. Ca. 20-30 minutter senere kom manden tilbage i en bil og sad og kiggede ind i butikken. Butiksbestyreren har forklaret, at han gik ud til ham og bad ham om at køre fra stedet. Den unge mand sagde, at han ville have butiksbestyreren til at slette de billeder, han havde taget af hans ID. Dette nægtede butiksbestyreren, der i stedet forsøgte at tage et billede af bilens nummerplade.
Pistollignende genstand
Den unge mand steg ud af bilen og forsøgte at gå i vejen, så butiksbestyreren ikke kunne tage et billede. Herefter tog han ifølge butiksbestyreren en pistollignende genstand op, og butiksbestyreren trak sig og gik ind i butikken.
Den unge mand satte sig herefter ind i bilen og kørte fra stedet. På baggrund af anmeldelsen om, at der var set en pistol, blev der sendt flere patruljer til stedet, og signalementet på bilen og manden sent til samtlige patruljer i området. Kort efter kl. 17 så en patrulje den efterlyste bil på Østeralle i Ebeltoft. Bilen blev standset, og dens fører samt passager blev beordret ud.
Den 19-årige mand, der førte bilen, blev anholdt og sigtet for trusler på livet og for butikstyveri. Den 14-årige pige, der sad som passager, blev kortvarigt tilbageholdt for at sikre hendes tilstedeværelse, og de sociale myndigheder blev underrettet. Den omtalte pistol blev efterfølgende fundet på en anden adresse i Ebeltoft, hvor den 19-årige mand tilsyneladende havde forsøgt at gemme den. Det viste sig, at der var tale om en gasdrevet hardballpistol, oplyser politiet.
JP Aarhus