20-årig varetægtsfængslet for vold mod butiksansat
Østjyllands Politi fremstillede fredag en 20-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. Han sigtes for onsdag aften sammen med tre andre p.t. ukendte gerningsmænd at have truet og begået grov vold mod en medarbejder i Rema 1000 på Frederiks Allé i Aarhus, fremgår det af døgnrapporten. Ifølge sigtelsen var den 20-årige med til at slå og sparke butiksmedarbejderen, som også fik kastet flere genstande på sig, indtil nogle vidner til episoden greb ind og fik stoppet overfaldet.
Mændene kørte herefter fra stedet. Medarbejderen pådrog sig flere skader, som han efterfølgende blev behandlet for. Den 20-årige blev anholdt torsdag eftermiddag på baggrund af politiets efterforskning. Da der er flere medgerningsmænd på fri fod, anmodede anklagemyndigheden om lukkede døre ved grundlovsforhøret. Den 20-årige blev varetægtsfængslet i fire uger. Han nægter sig skyldig, men kærede ikke kendelsen.
JP Aarhus