Smukfest kending kommer igen: »De er nok Danmarks absolut mest kendte orkester«
Danmarks vel nok mest ombejlede band, The Minds of 99, giver efter en lang coronapause koncert til sommerens festivaler Northside og Smukfest. Og eftersom bandet har skrevet Smukfest-historie siden 2013, ser festivalens booker frem til at byde velkommen til scenen igen.
Historien om Smukfest og The Minds of 99 kan dateres lige knap 10 somre tilbage, til da de fem barndomsvenner fra bandet vandt Karrierekanonen ved Spot Festival. Og med sejren fulgte muligheden for at spille Smukfests upcomping scene op.
The Minds of 99 henvender sig til et meget bredt publikum. Hvor voksne normalt ikke kan holde ungdomsmusik ud, er Minds eviggyldig hos langt de fleste.
Helt ved siden af var sejren nok heller ikke – The Minds of 99 har sidenhen spillet og sunget sig inde i de fleste danske hjerter og omtales ofte som Danmarks mest ombejlede band. Til sommer får man endnu en gang mulighed for at opleve lyden af en tung bas, trommer og danske tekster ved henholdsvis Smukfest og Northside.
»Det er jo et band, der har for vane at levere seksstjernede magtdemonstrationer til de danske scener, derfor har vi selvsagt store forventninger til deres koncert,« skriver Brian Nielsen, CEO hos DTD Group, der blandt andet afholder Northside, i et skriftligt svar.
Fast Smukfest-inventar
Da The Minds of 99 senest gav koncert ved Smukfest tilbage i 2019, var det for fyldte pladser og tusindvis af musikglade danskere. Herefter konstaterede Jyllands-Posten, at forsanger Niels Brandt har bidt sig fast som »landets bedste« forsanger og kvitterede med fem flotte anmelderstjerner.
Senere har bandet gentaget succesen og meldte i 2021 udsolgt i Parken, hvorfor man hos Smukfest blandt andet har stor tiltro til bandets kommende sommerkoncert.
»Bandet lavede en helt specielt koncert i Parken, hvor man samlede nationen om livemusik i en periode, hvor det synes helt umuligt. Mon ikke det er den samme stemning, som de kommer til at levere og sprede til sommerens festival. Det bliver helt sikkert en ud af flere helt unikke koncerter til sommer,« siger Mikkel Xavier, booker hos Smukfest.
Derudover er de fem musikere mere eller mindre blevet fast inventar hos Smukfest, hvor de siden 2013 har skrevet historie.
»Vi har jo en lidt sjov forhistorie med The Minds of 99. Da de vandt Karrierekanonen tilbage i 2013, foregik det jo ved os. Derfor er det et af de orkestre, som har spillet sig ind i hjertet af festivalen og vokset enormt meget,« siger han.
Og netop historien om det danske band, der har spillet sig til tops, er ikke noget, man ser hver dag.
»Det er jo ikke noget, man ser ofte. Det er jo en helt specielt situation. Det er et band, der har en helt speciel status i Danmark. De er nok Danmarks absolut mest kendte orkester, derfor er det rigtig dejligt, at de har lyst til at spille hos os,« siger Mikkel Xavier.
En lyd for enhver alder
Men hvordan har de fem hovedstadsdrenge sunget sig til den omfattende danske succes? Hvad er det, deres musik kan? Hos Smukfest roser man blandt andet evnen til at favne bredt og indkapsle alle aldre i det musikalske udtryk.
»The Minds of 99 henvender sig til et meget bredt publikum. Hvor voksne normalt ikke kan holde ungdomsmusik ud, er The Minds of 99 eviggyldig hos langt de fleste,« siger Mikkel Xavier.
CEO hos DTD Group Brian Nielsen forklarer, at bandet i starten henvendte sig mest til det indieorienterede publikum, men at det flere radiohits senere har sikret sig en fanskare, der rummer alle aldre og typer.
Derudover er deres genkendelige klang og elektroniske tvist angiveligt landet i vores musiktjenester, lige som vi manglede den.
»Det er et band, der har evnet at fange lyden, lige da vi ville have den. De har deres helt egen unikke lyd – hvis man lytter til et nummer af The Minds of 99, er man slet ikke i tvivl om, at det er dem. Den her elektroniske rockede lyd er helt unik for dem – og det er en lyd, som de holder fast i,« siger Mikkel Xavier.