Bølge af bilindbrud i det østjyske
Døgnrapporten fra Østjyllands Politi fortæller, at politiet på et døgn har modtaget 17 anmeldelser fra borgere, der har haft indbrud i deres biler. I 11 af sagerne er der dog umiddelbart ikke stjålet noget, og i de resterende sager er der stjålet småting som et par solbriller, en gps og kontanter.
Anmelderne kommer fra Søften, Hinnerup, Lisbjerg, Aarhus N, Viby, Hornslet og Randers, og alle indbrudene er sket i perioden fra onsdag aften til torsdag morgen.
Dermed ruller bilindbrudsbølgen videre. For i ugens løb har Østjyllands Politi modtaget 40 anmeldelser om indbrud i biler – fordelt på 17 i Aarhus Kommune, 12 i Favrskov Kommune, seks i Syddjurs Kommune og fem i Randers Kommune.
Det er væsentlig flere anmeldelser end på en normal uge. Politiet har derfor sat øget fokus på området og giver i den forbindelse i døgnrapporten nogle gode råd om, hvordan man kan forebygge indbrud i biler:
- Tøm bilen for værdier.
- Fjern bagagerumsdækken og åbn handskerummet, så det er tydeligt at se udefra, at der ikke er noget at komme efter.
- Parkér gerne et sted med masser af trafik, lys og evt. videoovervågning.
- Vær opmærksom på mistænkelige personer i dit nabolag, og ring til politiet, hvis du observerer noget mistænkeligt.
JP Aarhus