Østjylland snupper en større bid af væksten

Østjylland tegner sig for en større andel af væksten i Danmark og er nu den eneste landsdel med fremgang ud over hovedstadsområdet.

København og omegn er i førertrøjen, når det gælder vækst, og derefter følger Østjylland.

Det viser nye analyser lavet for KL’s magasin, Momentum, hvoraf det fremgår, at København by og Københavns omegen topper med 18,7 pct. og 14,9 pct. andele af Danmarks samlede bnp, og herefter følger Østjylland med 13,7 pct.

Tallene viser desuden, at ud over hovedstadsområdet er Østjylland den eneste landsdel, som har øget sin vækstandel i perioden 2006-2019, hvor f.eks. Sydjylland og Nordjylland har mindsket sin andel i samme periode.

Borgmester Jacob Bundsgaard (S) glæder sig over udviklingen:

»Det er meget positivt, og det viser, at der er to store vækstcentre i Danmark i form af hovedstaden og Østjylland, og det forpligter os til at blive ved med at skabe værdi. Det er også godt for Danmark, at vi har to vækstcentre i hver sin del af landet,« siger han.

Er det også en økonomisk gevinst for Aarhus?

»Ja, det er det, for det er jo fundamentet for, at vi kan have en god velfærd. Når der bliver skabt mange nye job, og vi har mange i beskæftigelse, så giver det ekstra skatteindtægter fra både virksomheder og medarbejdere. Det gør, at vi kan have råd til en god velfærd i Aarhus, som også vil være bedre end andre steder på en række områder,« siger borgmesteren.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen