Østjylland er suverænt bedst til bøfsandwich

Den bedste, den næstbedste og den tredjebedste bøfsandwich serveres i Østjylland.

Artiklens øverste billede
Også for 2021 er Panorama Mad & Vin, Silkeborg, kåret til at servere Danmarks bedste bøfsandwich. Foto: De Brune Riddere.

De Brune Riddere, der er en flok udvalgte bøfsandwichentusiaster fra Øst- og Vestdanmark, har for 10. gang uddelt prisen for Danmarks bedste bøfsandwich.

»Og i 2021 er der sket noget, som kun er sket én gang før i De Brune Ridderes historie: at den regerende mester genvinder trofæet,« skriver ridderne i en pressemeddelelse.

Vinder blev nemlig Panorama Mad & Vin, Silkeborg. Sølvet gik til Rasses Skovpølser i Skanderborg, som tidligere har vundet prisen i 2017 og 2019 – og trekløveret af Danmarks bedste bøfsandwicher med brun sovs rundes af med Restaurant Klokken fra Aarhus.

De Brude Riddere fortæller om Panorama:

»Siden de vandt sidste år, har verden stået på hovedet i Silkeborg. Udover at gå fra 10 til 200 solgte bøfsandwicher om dagen, en hjemmeside, der gik ned, da for mange sovsehungrende gæster ville bestille bord til bøfsandwich, ja, så har den regerende mester også haft et prominent indslag på en landsdækkende tysk tv-kanal, som har betydet en del modige udenlandske gæster, der har ønsket at smage på den jyske klassiker.«

Og om besøget i år hedder det:

»Ligesom med ægte kærlighed, så er det altså det, der er indeni, der tæller. Men når det er sagt, så er Panoramas bøfsandwich nok den flotteste servering, vi har set. Det betyder ikke noget i forhold til karakteren, men det er da frækt, når den brune skønhed ligger der og gør sig til! Inklusiv de hjemmelavede kartoffelchips, der indbyder til, at man straks smager på sovsen i bedste jydenacho-stil. Ligesom sidste år, hvor Panorama vandt, så viser den regerende mester igen, at det handler om helheden. Der, hvor alle elementerne er gode, men den samlede helhed giver en kulinarisk synergi, så man virkelig kan opleve, hvad Danmarks bedste bøfsandwich kan!«

Medlemmerne af De Brune Riddere, der hvert år kører landet rundt for at finde landets bedste bøfsandwich, har baggrunde som barbecuedommere, madbloggere, fødevareuddannede, biokemikyndige, musikere samt en enkelt møbelsnedker.

Udover de overordnede vindere kårer De Brune Riddere også de fem vigtigste elementer i bøfsandwichen. Også her gjorde det østjyske rent bord:

Danmarks mest kælne brune sovs: Restaurant Klokken, Aarhus.

Danmarks svedigste løg: Panorama Mad & Vin, Silkeborg.

Danmarks frækkeste boller: Panorama Mad & Vin, Silkeborg.

Danmarks mest flabede hakkedreng: Rasses Skovpølser, Skanderborg.

Danmarks syndigste syltevarer: Rasses Skovpølser, Skanderborg.

ufno

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen