Den Gamle By hylder dronning Margrethe i ny udstilling

I anledning af dronningens jubilæum skyder Den Gamle By i Aarhus ny udstilling i gang fra midt januar

Artiklens øverste billede
Dronning Margrethe er protektor for Den Gamle By og var i forbindelse med opførelsen af Møntmestergården ofte på besøg for at følge, hvordan arbejdet skred frem. Her er det på dagen for indvielsen af den imponerende bygning i 2009. Arkivfoto: Casper Dalhoff

Dronning Margrethes første dokumenterede besøg hos Danmarks frilandsmuseum, Den Gamle By, var i 1948, hvor man fandt hendes signatur indskrevet i museets gæstebog. Om det var den lille prinsesses første besøg vides ikke. Men at hun sidenhen flittigt har aflagt museet visit er derudover veldokumenteret og hyldes nu med 25 billeder i kommende udendørs udstilling i anledning af hendes jubilæum som regent og dronning af Danmark siden 1972. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Den Gamle By.

Udstillingen kan ses fra den 14. januar, hvor dronning Margrethe overtog posten som Danmarks regent og dronning og til og med den 16. april 2022, hvor hun har fødselsdag.

25 billeder af regenten

Udstillingen hedder ”Den Gamle By har jeg kendt hele mit liv” og citerer en udtalelse fra dronning Margrethe, der blev bragt i en bog, der udkom om museet i 2002:

»Den Gamle By har jeg kendt hele mit liv. Og jeg husker tydeligt, når jeg har været på besøg sammen med min mor, både når vi har besøgt min farmor på Marselisborg og når vi har ligget med Dannebrog i Aarhus havn«.

Billedet den 27 marts 2002 hvor Dronning Margrethe er til kaffe hos skomagermadammen. Arkivfoto: Knud Nielsen

Udstillingen viser 25 billeder af dronningen, der besøger Den Gamle By. Det ældste billede viser majestæten på besøg i Den Gamle Bys Helsingør Theater i 1972. Derudover finder man blandt andet billeder af henholdsvis personlig og faglig karakter. Billederne kan ses de steder, hvor de i sin tid er taget.

Udstillingen er udendørs hvilket betyder, at den kan opleves trods eventuelle coronanedlukninger i udstillingsperioden.

Udover at udstillingen er en form for lykønskning til dronningen i anledning af hendes jubilæum udtaler museumsdirektør Thomas Bloch Ravn i en pressemeddelelse, at den tillige er »en dybtfølt tak for det engagement og den interesse for museet, som dronningen gennem årene har udvist som Den Gamle Bys protektor«.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen