En del af Risskov Brynet solgt til schweizisk selskab
AP Pensions datterselskab, AP Ejendomme, har netop solgt boligejendommen Vindrosen med 84 lejeboliger i Risskov. Pris: knap 300 mio. kr.

Som en del af en aktiv porteføljeforvaltning har AP Pensions datterselskab, AP Ejendomme, solgt boligejendommen Vindrosen i Risskov Brynet til det schweiziske investerings- og pensionsselskab Swiss Life for 295,5 mio. kr. De 84 lejligheder i Vindrosen overtages af en fond forvaltet af Swiss Life Asset Managers, Tyskland. Lejeboligerne skiftede ejer ved årsskiftet.
Vindrosen består af syv punkthuse på i alt 8.960 etagemeter og er en del af Risskov Brynet, hvor AP Ejendomme i forvejen ejer et større antal boliger. Adm. direktør i AP Ejendomme Peter Olsson er godt tilfreds med salget af Vindrosen, der stod klar til indflytning i 2017.
I en pressemeddelelse siger han:
»Vi har ikke været aktive på markedet for at sælge Vindrosen, men som en del af vores aktive porteføljeforvaltning så lytter vi, når der kommer seriøse købere på banen, hvilket har været tilfældet med Swiss Life. Vi mener, at handlen giver god værdi for begge parter, og vi er glade for, at Swiss Life Asset Managers, Tyskland, kan se den samme gode investering i Vindrosen, som vi hele tiden har set. Inden salget har vi haft cirka 420 lejligheder i Risskov Brynet, men med salget af Vindrosen reducerer vi vores risiko i området, hvilket også har indgået i vores overvejelser i forbindelse med handlen,« siger Peter Olsson.
Han fortsætter:
»Vi er meget glade for, at vi startede boligprojektet med Vindrosen op. Det er nogle populære og gode boliger, hvor du med placeringen i Risskov er tæt på både naturen og Aarhus’ byliv, der appellerer til folk i alle aldre.«
De 84 lejligheder i Vindrosen er på 85-133 kvm.
Ud over Vindrosen har AP Ejendomme i Risskov Brynet også opført Kværnloftet, der består af 128 lejeboliger, og Broloftet, der har 211 lejeboliger. Kværnloftet og Broloftet er fortsat en del af AP Ejendommes portefølje
JP Aarhus