Anne Louise Rasmussen håber at skabe en ny åbenhed om psykisk sygdom - lokalsamfundet hjalp ikke meget, da hun var barn

Som ambassadør for landsindsatsen En Af Os arbejder Anne Louise Rasmussen for at afstigmatisere psykisk sygdom. Hun voksede op med en far, der lider af skizofreni og blev selv indlagt på en lukket afdeling som 25-årig.

Artiklens øverste billede
Det var let ikke at dele noget med nogen, men Anne Louise Rasmussen håber, at ved at hun er åben om sin og sin fars psykiske sygdom, kan hun være med til at ændre måden, vi opfatter psykisk syge på. Foto: Liv Møller Kastrup

Du kan ikke se det på hende, hvis du møder hende i skoven ved Vestereng ved Aarhus, hvor hun ofte går en tur for at få luft til hovedet. Men Anne Louise Rasmussen har ikke haft en barndom som de fleste. Som syvårig begyndte det gradvist at gå op for hende. Der var noget galt med hendes far. Han talte nogle gange højrøstet og vredt med en ukendt dreng.

Drengen fandtes ikke. Og efter et par år med kaos i hjemmet blev hendes far diagnosticeret med paranoid skizofreni og en årrække med medicinsk og psykiatrisk behandling begyndte. Kaosset blev ikke mindre, men skammen voksede.

Og lokalsamfundet gjorde det ikke bedre.

Hendes barndom begyndte ellers ret idyllisk. Forældrene, som i dag er gift på 35. år, boede på en nedlagt landejendom i Sønderjylland, hvor de havde gæs, ænder, katte og hunde. Børneflokken talte fem.

Mange børn er ramt af psykisk sygdom, og det er vigtigt, at der er nogle mennesker rundtomkring med ressourcer, som kan skabe håb og række ud.

Anne Louise Rasmussen

»Det smitter«

»Jeg husker min far som en meget lalleglad type. Han var anlægsgartner og gik og går stadig meget op i haven. Jeg har sådan et billede af ham, der går rundt i haven med gæssene i gåsegang efter sig,« fortæller Anne Louise Rasmussen.

Men da hun begyndte i skole, blev hverdagen gradvist overtaget af farens psykoser, og for hende handlede det om at have antennerne ude for at afgøre, hvordan han havde det.

»Man kan sige, at hans vrangforestillinger på en måde blev vores. Han har kæmpe paranoia, og den blev faktisk kun bekræftet igennem den stigma, vi blev mødt af i verden. Vi børn blev mobbet. Jeg havde en lærer, som sagde, ”du bliver lige så skør som din far”,« husker hun.

Børnene i det lille lokalsamfund måtte ikke lege med dem, fordi faren var ”farlig og skør” og fordi ”det smitter”.

En anden lærer fik hende til at fortælle om livet i hjemmet for at kunne skrive en underretning.

»Det betød bare, at jeg stod bagefter og sagde, at det var løgn. For derhjemme fik vi at vide, at underretninger er dårlige og gør, at man bliver fjernet. Det var jo ikke mine forældres intention at intimidere os, men at passe på os. At vi skulle klare det sammen som familie, fordi der var så meget modstand,« forklarer Anne Louise Rasmussen, der her 20 år senere konkluderer, at der ikke var nok hjælp. At den håndsrækning, hun har fået som voksen, den fik hun og familien ikke dengang.

Naturen betyder meget for Anne Louise Rasmussen og en gåtur er én af de måder, hun hjælper sig selv på. Musikken fylder også meget i hendes liv, og hun bruger både den, maleri og natur selv-terapeutisk, når tingene bliver lidt svære. Foto: Liv Møller Kastrup

»Øv-dage«

Den 30-årige Anne Louise Rasmussen kunne godt tænke sig, at der var mindre berøringsangst med psykiatrien og bedre oplysning om psykiatriske diagnoser.

»Min historie er bare en ud af mange. Men jeg håber, at jeg med min historie kan få nogle af de mange til at fortælle deres historie, så vi kan få skabt en ny diskurs. En ny åbenhed og æra inden for psykisk sygdom. For skammen kan æde mennesker op indefra,« siger hun.

Hun er ambassadør for En Af Os, en landsindsats under Sundhedsstyrelsen, der har til hensigt at mindske stigmatisering af psykisk sygdom. Derigennem holder hun blandt andet oplæg om sit liv og har det seneste år optaget en film om sit liv under titlen ”Et blik ind i mit sande liv”, som for ganske nylig blev offentliggjort og vist ved et arrangement på Dokk1, hvor Anne Louise Rasmussen fortalte og bl.a. læste op af et digt, hun har skrevet.

»Jeg håber, vi kan komme væk fra, at det er farligt og skal lægges låg på, til at man tør tale om psykisk sygdom på f.eks. arbejdspladsen og i parforholdet. Så det ikke er noget, man skammer sig over.«

Stod det til hende, indførte samfundet specifikke sygedage målrettet psykisk sårbarhed.

»Der burde være de her øv-dage, hvor man kunne skrive til sin chef, ”hej, jeg har sådan en dag, hvor jeg har det psykisk dårligt”. Fordi vi bare er mennesker, der alle har sårbarheder og noget, vi skal ud med.«

Hvis man betragter Anne Louise Rasmussens liv, kan det nok bedst beskrives som en stejl kurve at bestige. Sådan definerer hun også selv den modtagelse, der har været af den psykiske sårbarhed, hun bringer med sig.

Jeg er et ganske normalt barn, der er opvokset under unormale omstændigheder.

Anne Louise Rasmussen

»Både mine forældre og resten af familien vil kunne nikke genkendende til at snakken om, hvad det vil sige at være ramt af psykisk sygdom og pårørende i den grad har forandret sig. Der er ting, der kan gøres bedre, men jeg er virkelig taknemmelig over, hvordan jeg bliver mødt i dag.«

Og hendes egen tilgang til især faren har tilsvarende ændret sig. For hvor hendes grundopfattelse som barn og ung var, at hendes fars sygdom var skyld i hendes ulykke – at »jeg er mærkelig, fordi min far er syg, og det er hans skyld, og det går ud over mig« – så forklarer hun det anderledes i dag.

»Det er jo ikke nogens skyld. Den forståelse skal også ud i verden, for mange børn er ramt af psykisk sygdom, og det er vigtigt, at der er nogle mennesker rundtomkring med ressourcer, som kan skabe håb og række ud.«

I dag er Anne Louise Rasmussens far velbehandlet og lider ikke længere under psykoser. Og det nære forhold, hun igennem hele livet har haft til sin far, er kun blevet tættere, siden Anne Louise Rasmussen selv blev syg.

»Hadede at have fri«

Dagen efter Anne Louise Rasmussens 25-års fødselsdag blev hun indlagt på den lukkede psykiatriske afdeling, fordi hun var selvmordstruet.

Dengang var hun i en normal uge i gang i op mod 100 timer. Hun var begyndt på pædagogstudiet i 2014 og var hurtigt blevet engageret i de Pædagogstuderendes Landssammenslutning, hvor hun blev medlem af forretningsudvalget og samtidig med det og uddannelsen jonglerede et vikarjob.

»Var der noget, jeg hadede, så var det at have fri. Det var en måde at arbejde mig ud af mine følelser og flygte fra mig selv på.«

Det kulminerede på hendes fødselsdag, hvor vennerne fandt hende selvskadende i hendes lejlighed.

»Jeg bankede hovedet ind i væggen. Det havde jeg gjort flere gange op til.«

I første omgang blev hun indlagt i 14 dage og fik konstateret en slem depression. Det ledte til et længere intenst ambulant forløb, hvor hun bl.a. blev koblet til et værested for at blive socialiseret.

Noget af det, der kendetegner Anne Louise Rasmussen, når man taler med hende – i hvert fald som udenforstående – er, hvor åben, imødekommende og høflig hun er.

»Jeg har en psykisk sygdom,« sagde hun kort inde i vores første telefonsamtale. Med tre forskellige grader af personlighedsforstyrrelse – bl.a. såkaldt borderline, panikangst og PTSD, fortalte hun.

Det fandt hun ud af på værestedet. Men i årene op til havde hendes omgivelser intet mærket.

»Normalt barn«

»En af mine forcer er at holde facaden oppe. Der var nok en skam i det her med, at jeg ikke følte, det var noget, jeg ville indse. Hvor kærlig og omsorgsfuld omverdenen end var, var jeg bange for at blive afvist og set ned på. Hvordan skulle jeg være sårbar? Det stemte ikke overens med min virkelighed.«

Mange venner faldt fra, da hun brød sammen.

»At blive valgt fra var nok en af de hårdeste oplevelser. Det blev jo en selvopfyldende profeti. Jeg var bange for, at hvis jeg fortalte, hvordan jeg havde det, ville folk se min sårbarhed. Og de reagerede, som jeg forventede.«

På værestedet mødte hun mennesker med samme baggrund som hende, og et år senere, uden overhovedet at være klar, fortsatte hun på pædagogstudiet sammen med nye studiekammerater.

»De mennesker, jeg mødte på studiet, gjorde en stor forskel. Der var selvfølgelig nogle, som lukkede i og var meget berøringsangste, men der var også nogen, som lukkede mig helt ind, og de hænger stadig ved. Bl.a. min bachelorpartner, som var rummelig og havde en forståelse for, at jeg havde de her øv-dage.«

Nogle dage leverede hun 200 pct. – andre dage nul. Og hun fik eksamensbeviset i hånden.

»Det der med at få beviset i hånden, og mærke ”okay, det her kan jeg godt”. Det suser ned ad ryggen på mig, når jeg tænker på det,« fortæller hun.

På engelsk har man vendingen ”the world is your oyster”. Sådan havde Anne Louise Rasmussen det. Verden var hendes.

Du fik selvtillid?

»Ja.«

Og med den følelse som rygstød søgte hun ind på kandidatuddannelsen i pædagogisk sociologi i Aarhus og kom ind, for hun havde altid ønsket sig at læse på universitetet. Og hvor hun for fem år siden var indlagt på en psykiatrisk afdeling og kæmpede, lever hun i dag det ”normale” liv. Hun bor sammen med sin kæreste gennem tre år i en lejlighed Aarhus N, er uddannet pædagog med en kandidat i pædagogisk sociologi og har et fuldtidsarbejde som socialpædagog på et socialpædagogisk og psykiatrisk botilbud.

»Jeg går i et psykoterapeutisk forløb, og min terapeut siger, at jeg er et ganske normalt barn, der er opvokset under unormale omstændigheder,« siger Anne Louise Rasmussen, der stejler en smule over at blive spurgt om, om det ikke kan komme lidt for tæt på at arbejde sådan et sted.

Hun anser sin baggrund som en ressource for både hende og beboerne. Det skyldes, at hun har fået en hjælpende hånd, forklarer hun selv. En hjælpende hånd, hun under andre at få.

Og så hæfter hun sig ved sin afdøde mormors ord: De stærkeste mennesker må tage det tungeste læs.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen