Politiet har fået råbånd og efterforsker nu plejehjemssag

Journalister og plejehjemsansatte er i politiets søgelys i efterforskning efter TV 2-dokumentar.

Artiklens øverste billede
Politiet har fået TV 2's råbånd fra dokumentar, hvor blandt andet kritisable forhold på Plejecenter Kongsgården blev udstillet. Nu efterforsker man mod journalister og ansatte på plejehjemmet. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Efterforskere hos Østjyllands Politi er i gang med at granske råbåndene til en tv-dokumentar, hvor en dement kvinde på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus blev udsat for kritisabel behandling.

Det oplyser Østjyllands Politi.

TV 2 har udleveret materialet til efterforskerne, efter at Højesteret i september bestemte, at sådan skulle det være.

Det er dog ikke sket med tv-stationens gode vilje.

- Vi er gået videre med sagen til Menneskerettighedsdomstolen, men vi kunne ikke få opsættende virkning, lyder det i en skriftlig kommentar til Ritzau fra nyhedsdirektør Ulla Pors:

- Så vi har været tvunget til at udlevere båndene efter Højesterets afgørelse, men håber, at Strasbourg giver os ret i, at de 750 timer fra det skjulte kamera skulle være blevet hos os.

Østjyllands Politi undersøger, dels om medarbejdere på TV 2 har krænket privatlivets fred i forbindelse med de optagelser, der er foretaget med skjult kamera, og dels om ansatte på plejehjemmet kan stilles til strafansvar for deres kritisable behandling af beboerne.

Hos Østjyllands Politi oplyser kommunikationsrådgiver Janni Lundager i en mail til Ritzau:

- Efterforskerne skal nu se alt materialet igennem og vurdere, hvilken betydning det har for sagen. Der er en del materiale, så det kommer nok til at tage noget tid, før sagen er færdigefterforsket og kan overdrages til anklagemyndigheden.

I dokumentaren ”Plejehjemmene bag facaden” så man blandt andet, hvordan personalet undlod at skifte ble på en ældre dement kvinde, selv om de gav udtryk for, at de vidste, det var påkrævet.

Man så også, hvordan personalet undlod at hjælpe kvinden, mens hun hang i en lift og gav udtryk for smerte.

I første omgang blev dokumentaren bremset ved et midlertidigt forbud afsagt af Retten i Aarhus. En beslutning, som efterfølgende er blevet godkendt af Højesteret.

Alligevel endte dokumentaren med at blive vist. Aarhus Kommune valgte nemlig af egen drift at begære forbuddet ophævet. Det havde nemlig den utilsigtede konsekvens, at medlemmerne af byrådet ikke kunne få lov at se optagelserne.

Samtidig var flere klip også i strid med forbuddet blevet bragt.

Parallelt med forbudsspørgsmålet kørte en strid om, hvorvidt TV 2 skulle udlevere de såkaldte råbånd, altså samtlige optagelser foretaget i forbindelse med dokumentarens tilblivelse, til politiet.

Det mente Retten i Aarhus ikke, at TV 2 skulle. Her vægtede dommeren hensynet til den fri redaktionelle proces højere end hensynet til politiets mulighed for at efterforske sagen til bunds. Men i både landsret og Højesteret fik politiet medhold.

Når politiet har afsluttet efterforskningen, vil sagen blive overgivet til anklagemyndigheden. Har skal man tage stilling til, om de sigtede personer skal tiltales og stilles for retten, eller om sagen mod dem skal frafaldes.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen