Kühnau gik tilbage – Fredberg gik frem: Er det sygeplejerskekonflikten?

Overlæge Ulrich Fredberg (V) fra Aarhus blev igen stemt ind i regionsrådet. Antallet af kvinder i det kommende regionsråd er næsten fordoblet.

Artiklens øverste billede
Overlæge Ulrich Fredberg opnåede stor personlig fremgang ved regionsrådsvalget i tirsdags. Han håber på en plads i hospitalsudvalget. Foto: Mikkel Berg Pedersen

Optællingen af de 734.000 afgivne stemmer til regionsrådet i Region Midtjylland afslørede store udsving i toppen i forhold til valget i 2017.

Regionsrådsformand og topscorer Anders Kühnau (S) fra Horsens fik 47.116 stemmer – 15.843 stemmer færre end ved sidste valg eller en tilbagegang på 25 pct. Nummer to på listen – og nr. 3 i 2017 – blev overlæge Ulrich Fredberg (V) med 14.716 stemmer – en fremgang på 53 pct. i forhold til valget i 2017. Det høje personlige antal stemmer betyder også, at han overgik Venstres spidskandidat Anders G. Christensen, der fik 13.606 personlige stemmer.

Ulrich Fredberg glæder sig over vælgernes stærke tillidserklæring, og han vil ikke afvise, at sygeplejerskekonflikten, hvor Anders Kühnau var regionernes chefforhandler, kan have spillet en rolle for udfaldet.

»Jeg kritiserede ham lige fra dag ét for, at sygeplejerskerne fik en arrogant afvisning og advarede om, at det kunne komme sygehusene til skade – fordi vi er helt afhængige af, at sygeplejerskerne vil overarbejde. Det har været rigtig skidt håndteret,« mener Ulrich Fredberg.

Den tidligere ledende overlæge på Diagnostisk Center på Regionshospitalet Silkeborg har markeret sig ved at kritisere det system, som han selv kender indefra. Også det føler han, at mange vælgere og sundhedspersonale bakker op om.

De ting, jeg har markeret mig på, er områder, som medarbejderne i sundhedsvæsenet helt klart mener bliver underprioriteret.

Ulrich Fredberg (V), medlem af regionsrådet, Aarhus

»De ting, jeg har markeret mig på, er områder, som medarbejderne i sundhedsvæsenet helt klart mener bliver underprioriteret. F.eks. arbejdsmiljø, hvor de har fået alt for travlt og bruger meget tid på at registrere og kontrollere i steder for at tage sig af patienterne,« siger han.

Vælgere husker fyring

Ulrich Fredberg var i flere årtier ansat på Regionshospitalet Silkeborg, men blev sidste forår fyret, bl.a. fordi han gav praktiserende læger mulighed for at henvise patienter med uspecifikke symptomer, der ikke passede ind i lungekræftpakken, til undersøgelse med lavdosis CT-skanning. Hospitalsledelsen hos Hospitalsenhed Midt henviste til omfattende samarbejdsproblemer, sammenholdt med at Ulrich Fredberg havde tilbudt en række patienter en forkert scanning.

Fyringen, som trak overskrifter i lang tid, sidder stadig i baghovedet på mange vælgere, mener Ulrich Fredberg.

»Den er af ældre dato, men der dukker hele tiden nye sager op, og for relativt nyligt gik Kræftens Bekæmpelse og de praktiserende læger ud med et fælles ønske om, at man skulle indføre noget, der lignede Silkeborg-modellen. Det er patienter og pårørende til kræftpatienter overraskende godt orienteret om, og det fylder i hvert fald stadig i debatten,« vurderer Ulrich Fredberg, som håber på en plads i hospitalsudvalget.

»Det kom jeg også sidst, men blev smidt ud, fordi de mente, jeg var inhabil. Det tror jeg ikke, de kan gøre en gang mere, så nu har jeg en forventning om, at jeg kommer i hospitalsudvalget uden benspænd,« siger han.

Mange flere kvinder

Midt- og Vestjylland er overrepræsenteret i forhold til Østjylland med 6 pct. i forhold til befolkningsandelen i områderne.

Regionsrådets gennemsnitsalder er 56 år, og det er en stigning i forhold til valget i 2017, hvor gennemsnitsalderen var 54 år. De to yngste medlemmer er 24 år, mens de to ældste er fyldt 75 år.

Alderen er dog ikke det eneste, der er gået op. Antallet af kvinder er næsten fordoblet siden sidste valg. I 2017 blev 12 kvinder valgt ind, men denne gang sætter rådet rekord med 22 kvinder ud af de i alt 41 medlemmer.

Af de i alt 1.061.946 stemmeberettigede i Region Midtjylland valgte 734.036 at stemme i tirsdags. Det giver en stemmeprocent på 69,2.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen